Foto: TV2/Lorry

Nets lukker 13.000 Visa/dankort for at hindre misbrug

Flere danskere har fået lukket deres Visa/dankort fredag. Det sker efter mistanke om misbrug, oplyser Nets.

Nets oplyser til Ritzau, at man fredag har lukket lige i underkanten af 13.000 Visa/dankort i forbindelse med en sag, hvor der er mistanke om misbrug.

Samlet er der omkring fire millioner danske Visa/dankort.

- Det er en udløber fra en tidligere sag, hvor vi også lukkede nogle betalingskort. Vi har nu inkluderet nogle flere kort, som vi har holdt under overvågning, siger Ulrik Marschall, pressemedarbejder hos Nets, til Ritzau.

Nets vil ikke oplyse helt præcist, hvad det er, der har fået dem til at at holde kortene under opsyn.

Misbruget kan være sket i forbindelse med, at kriminelle har overvåget ubemandede terminaler, hvor der er blevet tappet oplysninger - eller via en netbutik, hvor oplysningerne fra kort er blevet misbrugt.

At man nu lukker omkring 13.000 Visa/dankort er ikke ensbetydende med, at de alle har været misbrugt, understreger Ulrik Marschall.

- Bankerne har fået en liste over de kort, vi har lukket. De tager nu kontakt til kunderne for at fortælle dem, at deres kort er blevet lukket, siger Ulrik Marschall.

Typisk vil banken sende en mail eller en sms til de personer, der ikke længere kan bruge deres gamle betalingskort. Og det vil ske hurtigt. Men i nogle tilfælde er det nødvendigt at sende beskeden ud med brev, fordi man kun har en adresse på kunden.

Nets lukkede ikke alle kort i den første misbrugssag. Men overvågningen har vist, at flere kort kunne være i fare for at blive lænset af kriminelle.

- Vi valgte at overvåge en række kort, og nu kan vi se, at der fortsat har været mistænkelig adfærd. Det kan eksempelvis være, at et kort er blevet brugt i Roskilde klokken 14 - og en halv time senere i New York, siger Nets pressemedarbejder.

Nets spærrer kort hver eneste dag, når de opdager mistænkelig adfærd.