Netflix-statue i Kongens Have forsøgt stjålet: Nu bliver den mandsopdækket

En eller flere ukendte gerningsmænd forsøgte at slippe afsted med den fordrukne prinsesse.

Interessen for Netflix’ nye seriesatsning 'Disenchantment' er tilsyneladende så stor, at en eller flere ukendte gerningsmænd angiveligt har forsøgt at stjæle en menneskehøj statue i Kongens Have, som forestiller seriens kvindelige hovedperson.

Hun hedder Bean og er en fordrukken prinsesse i et middelalderligt rige. I øjeblikket står der en statue af hende i den gamle slotshave i det indre København, og den er en del af Netflix’ promovering af den nye animationsserie, der er skabt af Matt Groening, som mange kender som manden bag serie-succeserne 'The Simpsons' og 'Futurama'.

Her ses seriens fordrukne hovedperson Bean sammen følgesvenden Elfo og hendes personlige dæmon Luci.
Her ses seriens fordrukne hovedperson Bean sammen følgesvenden Elfo og hendes personlige dæmon Luci.
Foto: Netflix pressefoto

Da Nikolaj Wulff, som arbejder som vagt i Kongens Have, tidligt søndag morgen mødte ind på arbejde ved syv-tiden, lagde han mærke til, at statuen af Bean var blevet fjernet fra sin vante plads ved H.C. Andersen Statuen.

- Nogen må have forsøgt at stjæle den i løbet af natten, for den var blevet flyttet cirka 100 meter op til porten ved Kronprinsessegade, siger han og tilføjer, at porten havde været aflåst siden klokken 22 aftenen forinden.

Bliver mandsopdækket af privat vagt

Kongens Have har ifølge Nikolaj Wulff ikke videoovervågningsbilleder, der kan kaste lys over nattens mystiske hændelse. Men statuen, der er 190 centimer høj og vejer i omegnen af tyve kilo, bliver nu mandsopdækket i dagtimerne af en privat vagt, som er købt og betalt af Netflix, og i aftentimerne vil den blive låst inde.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger har Netflix fået tilladelse af Slots- og Kulturstyrelsen til at placere statuen i Kongens Have resten af måneden. Tidligere har den også stået udstillet på Rådhuspladsen.

Statuen vil fremadrettet blive låst inde i et overvintrings-hus i Kongens Have efter lukketid.
Statuen vil fremadrettet blive låst inde i et overvintrings-hus i Kongens Have efter lukketid.
Foto: Hans Nørgaard / TV 2 Lorry

I Disenchantment bliver seeren taget med til det forfaldne middelalderrige, Dreamland, hvor man følger den unge, fordrukne prinsesse Bean på hendes uheldige færd. Med sig har hun sin kradsbørstige følgesvend Elfo og hendes personlige dæmon Luci.

På deres vej møder den aparte trio orker, harper, dværge, ånder, trolde, hvalrosser og masser af fjolser i menneskelig form.

Serien er en 10-episoders voksen animationsserie rodfæstet i komedie- og fantasy-genren. Den havde premiere på Netflix den 17. august.

Her kan du se en trailer for den nye animationsserie:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik