Netbutikker presser små modeforretninger

Foto: Lorry

De seneste år er e-handlen inden for modebranchen steget, men de små, fysiske forretninger halter bagefter.

Tøj og sko hører blandt de varer, som bliver købt hyppigst på nettet.

53 procent af modebutikkerne i en rundspørge har oplevet en stigning i net-salget de seneste to år, og for knap en tredjedel af dem har fremgangen været på mere end 10 procent. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Men undersøgelsen viste også, at 27 procent af de adspurgte modebutikker slet ikke har e-handel, men kun fysiske butikker. Det er der en god forklaring på, mener Torben Rosenstock, sekretariatschef for den danske tekstilorganisation "Wear".

- Der ligger mange overvejelser bag at åbne en webshop. Det er en omkostningstung affære, så jeg er ikke overrasket over, at mange ikke har gjort det endnu, siger han til Ritzau.

Udvikling står stille i mange fysiske butikker

Mens det går fremad hos netbutikkerne, oplever mange fysiske butikker, at udviklingen står nærmest stille. Hos modetøjsmærket "Edith og Ella" forventer indehaver Line Markvardsen en fremgang på cirka 40 procent på webshoppen.

- Men i den fysiske butik forventer vi ikke særlig meget. Måske tre til fire procent, fortæller hun.

Men hvad betyder de populære webshops for de butikker, som ikke er at finde på internettet?

- Det er klart, at der er nogle små butikker, som bliver overrumplet i disse dage. På sigt bliver taberne dem, som kun har fysiske butikker, fortæller Maria Louise Engelbredt, som er udviklingschef hos Retail Institute Scandinavia, der analyserer detailhandel og forbrugeradfærd.

Små butikker bør gå sammen om e-handel

Hun anbefaler, at små virksomheder dyrker fællesskaber med ligesindede og konkurrenter, hvor de kan gå sammen om webshops, så projektet bliver mindre uoverskueligt for den enkelte butik.

- Specielt i design- og fashionindustrien er kunderne troløse og leder efter billigere og bedre alternativer på nettet. Derfor skal man finde en måde, hvor kæder kan støtte op om de små butikker og de små butikker kan gå sammen i fællesskaber for at blive en del af e-handlen, foreslår Maria Louise Engelbredt.

I 2012 omsatte tekstilindustrien i Danmark for 38,6 milliarder.