Nervøse bankkunder flytter formuen

Frygten for nye bankkollaps er nu så stor, at velhavende danskere står i kø for at flytte deres penge, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ingen vil risikere at miste opsparingen, når statens ubegrænsede garanti på indlån udløber den 1. oktober. Fremover dækker indskydergarantien kun indskud op til ca. 750.000 kr., og derfor har mange travlt med at fordele formuen på flere banker.
»Det er meget markant. Der er ingen tvivl om, at bankkunder splitter deres indskud op,« siger John Norden.
Han driver portalen MyBanker.dk, hvor kunder kan udbyde kontante beløb, som bankerne konkurrerer om at få ved at tilbyde den højeste rentesats. Den seneste tid har et rekordstort antal kunder udbudt beløb af 750.000 kr.
Kim Valentin, direktør i Finanshuset, erfarer også, at kunder i stigende omfang flytter deres indlån.
»Folk er meget bevidste om, at bankerne ikke er så sikre længere,« siger han.
Bankkundernes flytte-penge-strategi undrer ikke bankanalytiker Bjarne Jensen fra BJ Consult. Mange kunder har de seneste år ændret syn på den finansielle sektor, hvor flere banker er gået konkurs.
»Vi har været vant til i lange tider, at banker har været 100 pct. sikre. Men der skete et eller andet nede i Roskilde, som rokkede ved vores barnetro,« siger han.
Bjarne Jensen opfordrer bankkunder til at undersøge en bank, før man indsætter beløb, som ikke fuldt ud er dækket af indskydergarantien.
»I gamle dage var det pengeinstituttet, der kreditvurderede kunderne. Men nu er kunderne også nødt til at kreditvurdere pengeinstituttet. De må finde ud af, hvem der kan betale tilbage den dag, de gerne vil have deres indlån igen,« siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik