Nej igen til køkken på hospital

Region Hovedstaden har endnu en gang fået nej fra sundhedsministeren til at udstyre det kommende Nyt Hospital Nordsjælland med et produktionskøkken. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Allerede for to år siden ansøgte regionsrådet forgæves ministeriet om at måtte hæve anlægsloftet for det kommende hospital med 90 millioner kroner for at få råd til et køkken, hvor maden ikke blot bliver leveret udefra.

Tidligere i år skrev regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) igen til ministeren - og har nu fået et nyt afslag.

Nyt Hospital Nordsjælland skal overholde totalrammen på 3,8 milliarder kroner (i 2009). Hvis der skal være et produktionskøkken, må regionen skære i projektet andetsteds, skriver sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

Regionen har dog mulighed for at udarbejde et forslag til køkken som en option, som regionen kan indløse, hvis der i løbet af projektperioden opstår et økonomisk råderum.

Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen ærgrer sig over, at sundhedsministeren ikke giver mulighed for, at regionen selv finansierer udgiften til et produktionskøkken.

- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt finde 90 mio. kr. inden for den økonomiske ramme for byggeprojektet, uden at det for eksempel reducerer antallet af sengepladser. Derfor er sundhedsministerens option ikke realistisk. Vi vil selvfølgelig gribe eventuelle nye muligheder, der skulle opstå. Men konklusionen er nu, at det nye akuthospital opføres uden et produktionskøkken, siger hun.

Sophie Hæstorp Andersen mener dog ikke, at patienterne på det kommende Nyt Hospital Nordsjælland vil komme til at lide under, at der ikke kommer et produktionskøkken på det nye hospital.

- Kvaliteten af både patientmad, valgmuligheder og leverancer vil være lige så højt på Nyt Hospital Nordsjælland som på regionens øvrige hospitaler, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik