Naturen Nu: Øresund svømmer i DNA-spor

Ny metode viser med stor præcision, hvilke arter af fisk, der findes i Øresund.

DNA spor kan ikke bare bruges til at opklare kriminalsager, metoden kan også meget effektivt benyttes til at overvåge præcis hvilke arter, der lever hvor i naturen.

Naturformidler Philip Hahn-Petersen er i denne udgave af Naturen Nu taget med biolog og DNA forsker ved Københavns Universitet Philip Francis Thomsen til Skovshoved. Som det kan ses i videodagbogen øverst i denne artikel, henter de her en vandprøve fra Øresund.

- Det er noget man har fundet ud af i løbet af de sidste ti år, at der ikke bare er en rig diversitet herude af fisk, krebsdyr, alger osv. Hvis du tager en prøve af vandet, så er der også deres DNA i den. De arter der lever her udskiller diverse kropsvæsker igennem livet, det kommer ud i vandet, og det kan vi opfange i en vandprøve.

Men DNA spor kan selvfølgelig ikke ses med det blotte øje, så vandprøven kommer derfor med tilbage til laboratoriet på Center for GeoGenetik ved Statens Naturhistoriske Museum.

Her bliver den filtreret, varmebehandlet, centrifugeret og meget andet, så prøven til sidst er så koncentreret, at den kan analyseres for, hvilke arter der har efterladt DNA i miljøet ved Skovshoved, hvor vandet er hentet op af Øresund.

Ved brug af en database over fiskearternes DNA, kan forsker Philip Francis Thomsen få øje på ikke mindre end 15 fiskearter. Der er både Trepigget hundestejle, Ålekvabber, Sortkutling og den Toplettede kutling. Dertil har en Skarv sneget sig med i prøven, selvom målet med prøven egentlig kun var at se efter fiskearterne. Selvom der er fundet DNA fra 15 fiskearter, er der reelt langt flere fiskearter i Øresund.

- Skal man have et retvisende billede af Øresunds økosystem, så må man tage nogle flere prøver. Både over døgnet, men også over årstiden, siger Philip Francis Thomsen.

Miljø-DNA metoden kan bruges til at spore meget andet end fisk i havet.

- Det har store perspektiver, fordi vi kan analysere på alle de ukendte grupper af organismer. Al den ubeskrevne diversitet, der findes derude kan denne her metode fange. Vi kan kigge på bakterier, på krebsdyr, på fisk, på hvaler. Vi kan overvåge de truede arter og overvåge de invasive arter. Vi kan analysere økosystemets artsammensætning på en standardiseret og ufattelig effektiv måde, fortæller forskeren.

Naturen Nu giver alle en nem vej til store oplevelser og bedre viden om naturen i hovedstadsområdet. Naturformidler Philip Hahn-Petersen tager jævnligt sin smartphone med ud i naturen, for at lave videodagbøger om, hvad der er at opleve lige nu. Naturen Nu er et samarbejde mellem Verdens Skove og TV2 Lorry.

Se alle videodagbøger her

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik