Natklubber afviser bølleregister

Ét tjek af sygesikringskortet og ballademagere er dømt ude. Sådan skal fremtiden være på danske diskoteker, hvis det står til regeringen, skriver DAGBLADET Roskilde.

Den vil gøre det lovligt at registrere navn og personnummer på personer, der har karantæne fra eller politiforbud mod at komme på en eller flere restaurationer.
Men natklubberne i Roskilde er ikke positive. Kun Club 42 synes om ideen. Det har ikke været muligt at tale med Carma, men hverken Gimle, Ritz, Marys/Interpool eller Garbos kunne finde på at tilslutte sig bølleregisteret.- Det er alt for administrativt besværligt, at alle gæster skal køre sit sygesikringskort gennem en maskine. Og jeg synes også, det er for meget af det gode at oprette et register som et slags forbryderalbum, siger medejer af Ritz og Marys/Interpool, Magnus Blak.
Meningen med registret er, ifølge regeringen, at man som natklub kan tjekke, om en person har karantæne fra ens eget sted. Men det er ikke muligt at se, om vedkommende har karantæner andre steder fra.