Nationalpark drukner i forslag og idéer: Se fem forslag her

Der er kommet mere end 400 forslag til, hvad Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan bruges til.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland kommer ikke til at mangle idéer til, hvad den nye nationalpark kan bruges til.

Nationalparken efterlyste idéer til den seksårige nationalparkplan, som skal sendes i høring inden årsskiftet. Siden 1. februar har alle derfor haft mulighed for at sende idéer til projekter i nationalparken. Og interessen er stor, for da fristen for nylig udløb, havde man modtaget over 400 idéer.

De mange forslag er især kommet fra kommuner og foreninger – blandt andet fra Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, lodsejerforeningen Landbrugere i Kongernes Nordsjælland, Danmarks Jægerforbund og Slots- og Kulturstyrelsen.

Alle forslag samles i katalog

Nu er man derfor ved at samle projekterne i et idékatalog, som senere skal fremlægges for nationalparkbestyrelsen efter sommerferien. 

- Vi vil gerne takke alle, som har vist interesse og taget sig tid til at sende os deres ideer. Nationalparken skal jo bygge på frivillighed og lokalt ejerskab, og med over 400 indkomne idéer har vi fået et solidt fundament til at lave en fantastisk nationalparkplan, siger Carl Frederik Bruun, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland i en pressemeddelelse.

Flere har for eksempel foreslået et korps af guider og naturvejledere, der skal stå for formidlingen af blandt andet nationalparkens geologi. Andre har foreslået, at man gør området mere tilgængeligt med stier og ruter, og så er der kommet mange forslag vedrørende biodiversiteten.

Ikke plads til alle idéer

- Vi er meget glade for at have modtaget så mange ideer. Det vil ikke være muligt at tilgodese dem alle i vores første nationalparkplan, og vi skal have fundet en balance mellem hensynet til de besøgende og hensynet til naturen, siger sekretariatschef Marianne Lund Ujvári.

På bestyrelsesmødet den 22. oktober skal bestyrelsen drøfte udkastet til nationalparkplanen, som efter planen skal sendes i høring til december. Nationalparkplanen skal være vedtaget senest den 1. juli 2020.

Herunder kan du læse konkrete forslag fra fem nordsjællandske kommuner.

Fredensborg Kommune: Babylone Strand og Under Kronen

Indtil 2010 var strandarealerne ved Humlebæk Fiskerleje og Babylone Strand registreret som § 3 beskyttede strandover-drev – en sjælden naturtype både i kommunen og på landsplan. Der findes stadig strandoverdrevs- og klitplanter på area-lerne, men området har brug for en hjælpende hånd for at blive strandoverdrev igen. Med i forslaget er også formidling af historien om stejlepladsen og reberbanen langs Gl. Strandvej.

 

Kommunen har også foreslået en indgang til nationalparken i ”Under Kronen” i Fredensborg. Stedet skulle – udover at formidle sammenhængen mellem slot, by, natur og kulturlandskaber – også være et udstillingsvindue for lokale og regio-nale produkter og arrangementer og have et formidlingskorps af lokale guider tilknyttet. Stedet er allerede udgangspunkt for en række oplevelsesruter.

Stranden ved Humlebæk
Stranden ved Humlebæk
Foto: Marianne Lund Ujvári

Gribskov Kommune: Græssende kulturarv og en motorvej for havørreder

På engene ved Esrum Kloster og de gamle vange i Gribskov skal der igen gå heste som på munkenes og de enevældige kongers tid. Her skal efterkommere af munkenes og kongernes heste atter græsse som levende kulturarv.

 

Det mener Gribskov Kommune, der har indsendt forslaget. Kommunen har også foreslået et projekt, der skal genskabe en fri passage mellem Øresund og Esrum Sø for bl.a. havørreder. Et projekt, som der allerede er bred tilslutning til blandt lodsejerne.

Kongernes heste
Kongernes heste
Foto: Thomas Hackmann

Halsnæs Kommune: Løgfrøer og vildmarkssafari i bæverskjul

I Halsnæs Kommune ønsker man at opføre Danmarks første bæverskjul i Dronningholm Mose, som i dag bærer tydeligt præg af bæverens tilstedeværelse. Vandstanden er hævet, hvilket har fået de omkringliggende 500 elletræer til at gå ud. Bæverskjulet skal danne ramme om naturformidling f.eks. i form af vildmarkssafari med overnatning i det fri og mad på bål.

 

Halsnæs Kommune har også foreslået, at der etableres en pulje til at anlægge flere vandhuller til den fredede løgfrø, sådan så den eksisterende bestand kan forbindes og spredes til flere levesteder på tværs af nationalparken.

Løgfrø
Løgfrø
Foto: Lars Gejl

Helsingør Kommune: Det Grønne Bælte og bæklampretter

Helsingør Kommune ønsker at skabe mere natur og biodiversitet og bedre stiforløb på kommunens arealer i ”Det Grønne Bælte”, som består af Teglstrup Hegn, Vestkilen, Nyrup Hegn, Flynderupgård og Egebæksvang, med græsningsskov ind i Teglstrup Hegn.

 

Med i forslaget er også formidling af landskabet omkring Flynderupgård som et historisk landbrugsland-skab med en mosaik af dyrkede og afgræssede områder, foldsystemer, hegnstyper og husdyrarter.

 

I Gurre Å vil kommunen gerne lede noget af vandet udenom Havreholm mølledam, så der skabes en faunapassage til bl.a. ørreder og bæklampretter.

Flynderupgård
Flynderupgård
Foto: Helsingør Museer

Hillerød Kommune: Tørvemose og sommerfugle

Gadevang Mose er en 6,5 hektar stor tørvemose, som er en sjælden og truet naturtype. Trods plejetiltag er hele området ved at gro til med vedplanter og dunhammere, og Hillerød Kommune har derfor foreslået et projekt, der bevarer og sikrer adgang til det unikke område.

 

Mange arter af sommerfugle er uddøde eller i fare for at uddø, derfor foreslår Hillerød Kommune at kortlægge, hvor de sjældne og sårbare sommerfuglearter lever, så der kan skabes bedre levevilkår for dem f.eks. med levende hegn eller ved at binde naturområder med sommerfugle sammen.

 

I Hillerød Kommune er det især området mellem Arresø og Gribskov, Gadevangsområdet og Skansebakken.

Violetrandet ildfugl
Violetrandet ildfugl
Foto: Hillerød Kommune

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik