Arkiv Foto: TV2/Lorry

Narkoman dør af miltbrand efter heroin-fix

Myndighederne advarer mod miltbrand i brun heroin efter dødsfald.

Københavns Politi og embedslægen advarer mod et parti heroin, der er i omløb i København. Heroinen kan være forurenet med dødelige miltbrandbakterier.
Advarslen kommer, efter at en 55-årig narkoman søndag døde af en infektion med miltbrand.
Manden blev torsdag indlagt på Rigshospitalet efter at have fixet brun heroin. Han havde smerter i det ene ben og et sår i lysken, hvor stoffet var sprøjtet ind i blodåren.
Trods intensiv behandling, blev hans tilstand hurtigt forværret, og det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.
Undersøgelser har vist, at det var miltbrand, manden døde af.
- Vi er blevet kontaktet af embedslægen om, at en narkoman er afgået ved døden, og at der er fundet miltbrandbakterier i hans blod, siger vagtchef Kim Nicholsen, Københavns Politi.
Bakterien menes at komme fra et parti forurenet heroin. Stoffet er købt i Københavns nordvestkvarter omkring den 1. juli.
Politiet advarer nu narkomaner, der kan have købt heroin fra det forurenede parti.
- Vi vil gerne have, at narkomaner, der har indtaget narko købt omkring den 1. juli, kontakter deres læge, hvis de får det dårligt. Vi ved ikke helt præcis, hvor stoffet kommer fra, andet end at det er købt et sted i København NV, siger Kim Nicholsen.
Heroinmisbrugere bør straks søge læge, hvis de kommer ud for høj feber og usædvanlig sårdannelse.
Risikoen for, at miltbrand spredes fra person til person, er ifølge politiet ekstremt lille, derfor er der ikke fare på færde for den almindelige befolkning.
Oplysninger om miltbrand findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk.