Foto: TV2/Lorry

Nabovrede forhindrer mere støj fra metroanlæg

Metroselskabet skøjter hen over sikkerheden og støjgrænserne på flere af byens 21 byggepladser, og naboernes kritiske røster ser nu ud til at blive hørt, skriver Politiken lørdag.

I forsommeren ansøgte det kommunalt og statsligt ejede metroselskab Københavns Kommune om dispensation til at udvide arbejdstiden og overskride det tilladte støjniveau på fem byggepladser i byen.

Men efter en borgerhøring, hvor naboerne har tordnet mod udsigten til at blive udsat for ekstra støjende arbejde på hverdage og om lørdagen, har kommunens Center for Miljø givet afslag på alle ansøgningerne.

Sideløbende har kommunen indført skærpet tilsyn med byggepladserne og politianmeldt Metroselskabet for at overskride de tilladte støjgrænser, skriver Politiken.

Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) frygter, at Metroselskabet og dets italienske entreprenør Salini er i gang med at undergrave borgernes opbakning til metroen.

»Det er rigtig ærgerligt, at det store prestigeprojekt, der vil løfte hele byen, bliver undergravet af noget, som burde været blevet håndteret for længe siden. Hvis entreprenøren kunne leve op til aftalerne omkring larm på byggepladserne og var mere lydhør over for sikkerhedsforanstaltninger, havde vi haft en helt anden situation«, siger Ayfer Baykal til Politiken.

På grund af naboklagerne har hun indkaldt Metroselskabets direktør og bestyrelsesformand til et møde på rådhuset.

Kommunens lydhørhed over for naboerne vækker glæde i Nørrebro Lokaludvalg, som har frygtet for værre støjgener end dem, der allerede opleves:

»Vi bor i en tæt bebygget bydel, og forskriften er indrettet med hensyn til det. Vi er stærkt uenige i, at man kan lave meget mere støjende arbejde, så hvis politikerne forbedrer forskriften, er det fornuftigt ud fra borgernes synsvinkel«, siger formand Kim Christensen til Politiken. Han er tilfreds med, at Metroselskabet har fået afvist sine dispensationsansøgninger.

Til gengæld er modviljen mod de udvidede arbejdstider en torn i øjet på Metroselskabet.

»Alt andet lige vil en mulighed for udvidet arbejdstid betyde, at det pågældende arbejde på den enkelte byggeplads kan færdiggøres hurtigere«, siger teknisk direktør Erik Skotting, der kun har villet svare på Politikens spørgsmål skriftligt via mail.