Naboer til hashklub er stadig hjælpeløse

Det er ikke blevet spor bedre for de beboere, der er naboer til en hashklub på Annebjergvej i Brønshøj. I første omgang lovede politiet ellers, at det skulle blive bedre, efter at beboer Jan Jakobsen for halvanden måned siden fortalte om problemerne med hashklubben i DR København.

- Næste formiddag efter jeg var i radioen, blev jeg kontaktet af to forskellige politiinstanser. Da fik jeg at vide, at det kun var et spørgsmål om fjorten dage, så ville der ske noget drastisk dernede, siger Jan Jakobsen til DR København. Efterfølgende har politiet lavet en razzia mod hashklubben, hvor de smadrede døren med en rambuk. Men hashklubben skiftede bare døren, og der er igen gang i aktiviteterne, fortæller Jan Jakobsen.

- Vores opgang stinker af hash. Mine børn vil ikke besøge os med børnebørnene, og vi er heller ikke meget for at sidde nede i haven om eftermiddagen. Det er fandme op ad bakke. Jeg er rasende over, at sådan noget kan ske i Danmark, siger Jan Jakobsen.

Familien har forgæves forsøgt at klage til den mand, som udlejer lejligheden til hashklubben, men han sidder i Jylland og vil ikke i dialog med naboerne. Og Jan Jakobsen føler stadig ikke, at han får hjælp fra politiet.

- Jeg fik at vide, at jeg ville blive kontaktet inden for et par dage af én fra station Bellahøj. Men han kom selvfølgelig aldrig, siger han.

Derfor har familien også skrevet til overborgmester Frank Jensen, som har sendt sagen videre til centerchef for Sikker By Lea Bryld.

- Vi har taget fat i familien og rådgivet i forhold til det, vi kan gøre som kommune, og det er ikke meget, fordi der er jo tale om en privat ejendom, siger Lea Bryld til DR København.

Rådet fra kommunen til borgere, der er naboer til en hashklub lyder:

- Få fat i grundejerforeningen og grundejerforeningens advokat og hør, hvilke muligheder der er i forhold til den lejeaftale, der er, fortæller Lea Bryld.

Derudover skal man anmelde hver eneste episode til politiet. Københavns Kommune har ligeledes henvendt sig til politiet i den aktuelle sag.

- Det er vigtigt, at borgerne i København føler sig trygge, så når vi sådan en henvendelse som den, vi får fra Brønshøj her, så tager vi selvfølgelig fat i politiet og hører, om de er på sagen, siger Lea Bryld.

Det har trods gentagne henvendelser endnu ikke været muligt for DR København at få en kommentar til sagen fra Københavns Politi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik