Efter den voldsomme og altudslettende skolebrand i Greve, har naboerne mere eller mindre holdt vejret.
Der har nemlig været risiko for asbest i den aske, der er drysset ned i de omkringliggende haver. Derfor har Greve Kommune advaret mod at røre ved brandasken.
Nu er analyserene færdige, og der er ikke asbest i asken eller andet nedfaldent materiale uden for brandtomten.
- Nu hvor der ikke er asbest i asken, behøver folk ikke længere at være bange for at komme i kontakt med det. Nu kan folk fjerne asken og de bygningsdel, der kan være faldet ned i haven. Det hele kan puttes i en almindelig skraldespand, siger Rikke Hvelplund, der er centerchef for Teknik og Miljø i Greve Kommune.
Så nu kan Greves borgere altså få fejet asken af terrassen og trygt lukke hunden og barnet ud i haven.
Ingen spredning af asbest
Prøverne er taget ude og inde i den nærliggende daginstitution samt i boligområderne i røgfanens retning. Alle prøver er helt uden asbest.
Der var asbest i den nedbrændte bygnings facade. Men facadens plader er enten faldet ned på jorden eller står endnu, og derfor er asbesten blevet inde på brandtomten.
- Vi går nu i dialog med ejeren af den brændte skole om, hvordan de kan rydde op på en miljømæssige forsvarlig måde. Erfaringen er at en oprydning kan tage flere måneder, siger Rikke Hvelplund.