Når generalen er en kvinde

Jette Albinus har en lang karriere i forsvaret bag sig, og hun har været udsendt til blandt andet Bosnien, Kosovo, og Afghanistan.

Og fra i dag er hun første kvindelige brigadegeneral i Hjemmeværnskommandoen.

Jette Albinus håber, at flere kvinder vælger forsvaret:

- Selvfølgelig gør jeg det, men det kommer også til at tage sin tid. Jeg tror, vi tog et afgørende skridt, da kvinder fik værneret, så jeg håber da, at der over tid kommer flere, siger Jette Albinus, som også tror på, at fremtiden vil byde på flere generaler. Alfa og omega er dog, at evnerne er der:

I sidste ende handler det om liv og død

- Jeg kan i hvert fald mærke på mig selv og jeg ved det både fra de kvindelige kadetter, jeg har haft, og andre kvindelige officerer, at selvfølgelig vil vi gerne gøre karriere. men noget af det, vi ville blive mest kede af er, hvis vi fik et job, som ikke var begrundet i vores faglige kompetencer. Og det er så vigtigt at holde fast i det. Så er det selvfølgelig rigtigt fint, hvis der blandt de dygtigste er nogle kvinder, men du er stadig nødt til at kunne din metier. Specielt i denne her branche, hvor det i sidste ende handler om liv og død, fastslår Jette Albinus.

I mere end tredive år har hun arbejdet i en verden, hvor 93 procent af de ansatte er mænd:

- Man vænner sig til det og jeg tror ikke, at forskellen nødvenigvis er så stor - sammenlignet med andre arbejdpladser - eller det at være håndværker. Det er klart, at tonen er hårdest på gulvet, men så bevæger man sig så stille og roligt længere op. Jeg tror, at det job, jeg har i dag, er ligesom at være i en direktion eller en hvilken som helst anden virksomhed - uanset om der er mange mænd eller kvinder.

Kendt for sin humor

- Du er kendt for at være en kvinde, som har virkelig megen humor?

Jette Albinus smiler bredt og længe, inden hun svarer:

- En af de første gange, jeg brugte det, var, da jeg stod foran nogle soldater, som skulle melde af. De var så vant til at sige Hr. kaptajn eller Hr. løjtnant, og hvis de kom til at sige det til mig, når de skulle melde af, kiggede jeg på dem. Der var ligesom to muligheder - enten kunne jeg skælde vedkommende ud eller også kunne jeg sige "Tak, frøken", slutter Jette Albinus.