Det er en opsigtsvækkende meddelelse, som Skifteretten har indrykket i Statstidende, for her bliver en kvinde ved navn Camilla Steinaa eller eventuelle arvinger efterlyst ifølge en lov om bortblevne og opfordret til at møde i retten 15. juni.
Det skyldes, at staten nu i 20 år har forvaltet kvindens arv efter faderen Ib Bernhard Steinaa, som døde i 1987. Dengang lykkedes det heller ikke at få kontakt med kvinden, som på det tidspunkt var registreret på en adresse i et sommerhuskvarter i Hornbæk.
Det er meget usædvanligt, da der ikke er andre, der har efterlyst kvinden, ligesom hun heller ikke er fundet død.
- Jeg kan ikke huske at have set en lignende sag i de 30 år, jeg har været i faget, lyder det fra dommer Flemming Sorth fra Retten i Helsingør.