Muslimske organisationer opfordrer til sammenhold

Lørdagens skudangreb på Østerbro fordømmes af danske muslimske organisationer.

Weekendens terrorangreb i København, der har kostet to mennesker livet og såret fem betjente, vækker vrede hos muslimske organisationer.

Dansk Islamisk Råd, Dansk Muslimsk Union og Muslimer for Fred fordømmer samstemmende terrorangrebet ved Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade.

Den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet tidligt søndag morgen.

- Vi må ikke grave grøfter. Terrorisme har ingen religion. Vi må dog ikke være naive over for, at visse mennesker misbruger islam til deres egoistisk og politisk motiverede agendaer, siger Imad Malik, talsmand for Muslimer For Fred.

- Derfor skal vi sammen fortsætte vor fokus på antiradikalisering i vore samfund, tilføjer han i en pressemeddelelse.

Dansk Islamisk Råd fordømmer ligeledes angrebet og udtrykker sin "dybeste medfølelse for den afdødes familie samt de sårede politifolk".

- Alt tyder på, at terrorismens hænder har slået til i Danmarks hovedstad, København, og gået målrettet efter at ramme et kulturarrangement om ytringsfrihed, hvis våben blot har været holdninger, med en kriminel handling, som alle himmelske religioner og verdslige love tager afstand fra, skriver rådet.

Dansk Islamisk Råd opfordrer alle i det danske samfund til at stå sammen i kampen mod ekstremisme og terrorisme.

Også Dansk Muslimsk Union tager kraftigt afstand fra angrebet.

- Til terroristen, som formodes at være muslim, siger vi: Din handling er ikke i vores navn og intet i din handling kan sammenkobles med islam. Hvad du har gjort er et udtryk for ondskab og mørk tankegang.

- At du efterfølgende flygter fra din gerning viser blot det kujonagtige i din handling. I forbindelse med skudattentatet blev en uskyldig civil mand dræbt, mens andre blev hårdt sårede af skuddene. Vores tanker og dybeste medfølelse går til mandens og de øvriges familier, skriver Dansk Muslimsk Union i en pressemeddelelse.

Også Imam Ali, Islamisk Center i Danmark, fordømmer de terroristisk handlinger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik