Foto: Google Street View

Statsstøttet muslimsk friskole: Piger må ikke have kærester

Skolepsykolog fra statsstøttet københavnsk privatskole fraråder eleverne at have kærester. 'Det er et råd fra Gud'.

Den muslimske privatskole Iqra på Nørrebro i København fraråder pigerne at have kærester. Det fortæller skolens psykolog Amina Djondjorova til Radio24syv.

- Det er et råd fra Gud, at man ikke må indgå i seksuelle relationer eller kæresteforholdsrelationer, siger hun til radiokanalen og fortsætter:

- Det at holde fast i de religiøse, islamiske forskrifter kan være svært i et samfund, hvor de (skolens elever, red.) ser, at andre omkring dem lever på en anden måde. Men ikke desto mindre prøver vi at sige til dem, at det er bedst at afholde sig fra at agere på en forelskelse.

- Vi kan ikke stoppe forelskelsen - det er naturligt. Men man skal ikke prøve at udvikle den til et fysisk forhold, hvis der ikke først er udsigt til et ægteskab, forklarer skolepsykologen, der i overensstemmelse med skolens ledelse rågiver børnene til at følge Allahs råd i kærlighedsspørgsmål.

Udmeldingerne falder ikke i god jord hos den politiske ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen. 

- Man skulle helt klart fjerne støtten fra en skole, hvor psykologerne ikke kan finde ud af at være psykologer, men tværtimod leger imamer i stedet for, siger han til Radio24syv og fortsætter:

- Jeg håber, at Undervisningsministeriet vil tage det meget alvorligt. Langt det meste af skolens tilskud er dækket af danske skatteydere, så selvfølgelig skal det have konsekvenser. 

Han betegner skolepsykologens udtalelser som 'vanvittige'.

Den muslimske privatskole Iqra fik knap 18,5 millioner kroner i statsstøtte sidste år.