Musikskoler truet: Slut med at låne kommunens lokaler

Musikskoler i København bliver nu pålagt at skulle betale for at låne lokaler hos folkeskoler, selvom de har indgået en anden aftale med skoleledelsen.

Musikskolen Caro har i mere end tre år tilbudt musikundervisning til børn og til det lånt musiklokalet i en folkeskole på Østerbro.

I de tre år har de ikke betalt skolen for at låne lokalet, men det slutter tilsyneladende nu.

Efter sagerne på Københavns Rådhus

"Kommunale lejeregler er blevet strammet til efter sagerne på Københavns Rådhus. De gode aftaler vi havde med Langelinieskolen... er blevet ramt af stramningerne, og det kan derfor ikke fortsætte som indtil nu."

Sådan står der på et opslag, der er klistret på døren ind til musiklokalet på Langelinieskolen på Østerbro. Det er skrevet af Caroline Lerche, der er musikskoleleder for Musikskolen Caro.

I august 2014 indgik Caroline Lerche et samarbejde med ledelsen på Langelinieskolen om at tilbyde musikundervisning til børn efter skoletid. Og indtil for nyligt kunne hun bruge skolens musiklokale uden at skulle betale.

- Aftalen var, at hvis jeg kunne imødekomme behovet for musikundervisning og holde prisen nede på et niveau, hvor alle kunne være med, så kunne jeg tilgengæld få lov til at undervise i skolens lokaler kvit og frit, siger Caroline Lerche, musikskoleleder i Musikskolen Caro.

Nu gælder aftalen kun året ud, for skolens ledelse fik for knap to uger siden en besked fra Børne- og ungdomsforvaltningen om, at kommunens lokaler kun må lånes ud til private mod betaling - og Musikskolen er privatejet.

- Nu går kommunen ind og blander sig i vores samarbejde, og kommunen siger, at vi skal håndhæve reglen omkring leje af lokalerne på skolen, som gør, at en del af musikskolen er nødt til at lukke ned, siger Caroline Lerche.

De penge Caroline Lerche tjener på musikskolen, bliver allesammen brugt på at betale de musiklærere som underviser børnene og på det administrative arbejde. Ifølge hende er der ikke råd til at holde liv i musikskolens solo-hold, hvis musikskolen skal betale leje af lokalerne. 

Stor musikskole udfordret

En anden musikskole der bliver udfordret af den nye skærpelse af reglerne er Østerbros Musikskole, der underviser mere end 260 børn fra kommunale folkeskoler.

- Da vi fik beskeden, måtte vi først trække vejret dybt. Det er slet ikke muligt for os at gennemføre vores undervisning, hvis vi skal til at betale en masse penge for at leje de her lokaler. Det kan simpelthen ikke betale sig, siger Iben Vestergård, souschef i Østerbros Musikskole.

Østerbros Musikskole bliver administreret af frivillige, og det er kun underviserne, som tjener penge. Siden sommeren har skolen fået omkring 160 nye elever, og de fortæller at efterspørgslen på musikundervisning er meget stor. 

For Østerbros Musikskole vil det også koste solo-undervisningen, hvis forvaltningen holder fast i den nye og skrappe udmelding.

- Vores holdundervisning vil formentlig godt kunne fortsætte, for der kan vi sprede lejen over mange betalere, men hvis du skal have solo-undervisning i et instrument, bliver det for dyrt for dem der skal betale, siger Iben Vestergård.

Ligesom Musikskolen Caro har Østerbros Musikskole indtil videre haft en aftale om at låne lokaler gratis hos en folkeskole. Tilgengæld skulle de så levere et meget billigt tilbud om musikalsk grundskole og kor, så alle kunne være med.

Skolelederen på Heibergskolen, Peter Stennicke, modtog orienteringen fra Børne- og Ungdomsforvaltningen der sagde, at der skulle strammes op på, hvordan man låner ud, og beskeden lægger vægt på forskellen mellem foreninger og private aktører. 

- Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der var et takstark, som jeg ikke kendte, siger han.

- Nu vil praksis være, at vi sætter en takst på hvad det koster at låne lokalerne. Og så forventer vi jo, at Østerbros Musikskole kan honorere det og betale os for at være her, siger Peter Stennicke.

Sådan siger Børne- og ungdomsforvaltningen

Som en del af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har Henrik Appel spurgt forvaltningen til den nye skærpelse der er kommet, for at finde ud af "hvad der er op og ned".

- Jeg håber ikke, at det er på grund af nogle politikere, der har benyttet sig af lokalerne inde på rådhuset, at der er flere musikskoler i København, som nu ikke kan låne lokalerne på folkeskolerne, siger Henrik Appel fra Socialdemokratiet.

Vi ville gerne have citeret den besked som Børne- og ungdomsforvaltningen har sendt til kommunens skoleledere, men forvaltningen har ikke været i stand til at finde den inden artiklens udgivelse.

Forvaltningen har heller ikke givet noget klart svar på, hvem der har besluttet at sende beskeden ud, eller hvorfor den er blevet sendt ud netop nu.

Henrik Appel forventer at få svar på sit spørgsmål d. 10 november.

- Jeg håber at få afklaret, om de her musikskoler ikke godt kan få lov til at låne lokalerne. Forvaltningen skal tænke på, at vi er til for borgerne. De her små musikskoler gør en kæmpe forskel for en masse børn, som får lov til at lære at spille musik, siger Henrik Appel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik