Museumsdirektør kaldte logo røvsygt: Nu svarer firmaet bag

Nationalmuseets nye direktør lagde ikke fingrene imellem, da han kaldte museets logo for "røvsygt". Nu svarer skaberne på kritikken.

Et stort N med en dobbelt skygge.

Sådan har Nationalmuseets logo set ud siden 2013, men ikke meget længere, hvis det står til Rane Willerslev, der tiltrådte som direktør den 1. juli.

quote Det ligner noget, der kommer fra et ministerium. Det er simpelthen så røvsygt.

Rane Willerslev, museumsdirektør for Nationalmuseet

Han har kaldt logoet "røvsygt": 

- Der er ikke det, der ikke er galt med det logo, sagde han til Berlingske.

Firmaet bag logoet, e-Types, tager ikke kritikken så tungt. Tanken bag logoet er, at de tre N'er symboliserer fortid, nutid og fremtid: 

- Det er jo subjektivt, om man kan lide det eller ej. For mig handler det om, at der er en god idé i tingene, og det synes jeg, at der er, siger Rasmus Ibfelt, der er Partner og Creative Director hos e-Types, til BT. 

Bureaukrati eller oplevelser

De tre N'er er kedelige at se på, mener Rane Willerslev:

- Det ligner noget, der kommer fra et ministerium. Det er simpelthen så røvsygt. Det nytter ikke noget, at man signalerer bureaukrati frem for oplevelser, sagde han til Berlingske.

Det er Rasmus Ibfelt ikke enig i:

- Det er hans subjektive holdning. Et logo er en af mange bestanddele i en visuel identitet, og hvis man ser på helheden, synes jeg, at det signalerer masser af oplevelser. Jeg ved ikke, om det signalerer noget bureakrati, eller hvad det gør, siger han til BT.

Logo som DR gør det

Derudover er Rasmus Ibfelt af den holdning, at logoet bare er en lille del af den fortælling, som Nationalmuseet ønsker at sælge om sig selv. Han mener i høj grad, at det handler om sociale medier og de udstillinger, man har.

Rane Willerslev ønsker, at Nationalmuseets mange museer, der blandt andet tæller Frilandsmusset i Lyngby, Kronborg i Helsingør, Christiansborg Slot og Eremitageslottet, får hver sit individuelle logo, der alligevel binder de forskellige museer sammen.

Her forestiller han sig noget lignende Danmarks Radios forskellige kanaler, der alle har et særpræget udtryk, men er genkendelige under DR's fane.

Rane Willerslev - en eventyrlysten forsker

  • Rane Willerslev har siden 2010 været professor i antropologi ved Aarhus Universitet, ligesom han fra 2015 har han også været adjungeret professor ved Oslo Universitet.
  • Han har desuden været leder af Moesgaards etnografiske samling, ligesom han har været leder af det kulturhistoriske museum ved Oslo Universitet. Senest var han leder af det arktiske forskningsfokus på Aarhus Universitet.
  • Under sit ph.d.-studium ved Cambridge University tilbragte han tid som jæger i ødemarken, hvor han forskede i Jukagirernes liv. 
  • Han tiltrådte som ny direktør på Nationalmuseet den 1. juli. 

 Her kan du møde Rane Willerslev:

Rane Willerslev bliver ny direktør for Nationalmuseet

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik