Museer i økonomisk knibe: Risikerer konkurs og lukning

Flere museer i hovedstadsområdet opkræves millionstor gæld og risikerer konkurs.

Lån fra Arbejdsmarkedets Feriefond har gennem en årrække skabt glæde på en række museer, der har brugt midlerne til forskellige anlægsprojekter.

Men nu er lånene i stedet blevet en stor hovedpine, da de - mod forventning - pludselig skal betales tilbage.

Det rammer blandt andre Museet for Søfart i Helsingør, Ragnarock i Roskilde, Arbejdermuseet og Københavns Zoo.

Museerne har modtaget lån på mellem 38 og 120 millioner kroner, og fastholder Arbejdsmarkedets Feriefond kravet om tilbagebetaling, vil det få alvorlige konsekvenser.

quote Hvis vi skal betale pengene tilbage, vil stedet her lukke. Der vil ikke være mulighed for at skaffe de penge. 

 Frank Birkebæk, direktør for ROMU

- Hvis vi skal betale pengene tilbage, vil stedet her lukke. Der vil ikke være mulighed for at skaffe de penge. En afdragsordning ville også gøre det umuligt at drive stedet. Så det stiller os i en ganske forfærdelig situation.

- Det er et spørgsmål om overlevelse. Ikke alene for os men en lang række museer. Så det er et stort kollektivt problem, som vi skal finde en løsning på, siger Frank Birkebæk, direktør for den fælleskommunale museumsvirksomhed ROMU, der driver blandt andet det nyopførte Ragnarock i Roskilde. 

Kassen er drænet

Feriefondens nye kurs om opkrævning af lånene kommer, efter at et politisk flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF i 2014 besluttede at overføre 360 millioner kroner af fondens midler af uhævede feriepenge til statskassen.

Ifølge museerne gav Feriefonden ikke indtryk af, at lånene skulle betales tilbage, da de i sin tid blev ydet for en 25-årig periode.

- Feriefonden forklarede os, at lånet skulle betragtes som formelt, fordi man ønskede at sikre, at bygningen ikke blev anvendt til andre formål. Så længe bygningen blev anvendt til museum, kunne vi forvente, at lånet var rente- og afdragsfrit, og også at det kunne forlænges ud over de 25 år, siger Dan Pode Poulsen, direktør i Maritim Museums Byg, bygherren for Museet for Søfart.

Selvom de fleste af lånene først udløber om en årrække på op til 20 år, er det afgørende for museerne allerede nu at få en afklaring på situationen.

- Vi skal have afklaret problemet nu, for det vil komme til at præge hele vores arbejde og tilrettelæggelse i fremtiden, hvis vi ved, at vi om 20 år går fallit. Så er det næsten omsonst at tænke i udvikling, siger Frank Birkebæk. 

Politisk opbakning om løsning

Arbejdsmarkedets Feriefond har ikke ønsket at udtale sig men henviser i stedet til Beskæftigelsesministeriet. Her har minister Troels Lund Poulsen (Venstre) indkaldt til møde om sagen senere på ugen.

Og blandt beskæftigelsesordførerne tages museernes opråb alvorligt.

- Det første vi skal gøre nu, er at tage et møde med ministeren og kigge på, hvor mange penge det er, hvordan reglerne ser ud, og hvad vi kan ændre. Så må vi se, om vi ikke i fællesskab kan løse det, siger Leif Lahn Jensen, beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.

- Man kan ikke kvæle alle de museer, der har fået lån fra Feriefonden. Så lukker de jo. Så er der jo ikke noget for danskerne eller udlændinge at komme og besøge. Så vi skal selvfølgelig have fundet en løsning på det, lyder det fra Dansk Folkepartis Bent Bøgsted, der er formand for beskæftigelsesudvalget.

I alt har Arbejdsmarkedets Feriefond ydet lån for 900 millioner kroner til museer og andre attraktioner over hele landet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik