Mums: Det kribler og krabler i Østre Anlæg

I maj kan nysgerrige børn bruge hele maj måned på Krible Krable ekspeditioner.

Mange børn i dagens Danmark har været på safari i Kenya, har dykket med hajer i Venezuela og klappet skildpadder på Galapagos. Men man behøver ikke rejse jorden rundt for at få interessante naturoplevelser. Man kan nøjes med at stikke næsen i græsset i Østre Anlæg i København.

- Man behøver ikke rejse på safari for at få store oplevelser med vilde dyr. Naturoplevelserne venter lige uden for døren - i parken, i skoven, ved vandhullet, på stranden eller måske bare ude i haven. Det bærende element for Krible Krable er at vække børnenes nysgerrighed ved at komme ud og indsnuse naturen, at give dem ny viden om, forståelse for og ikke mindst glæde ved alt det liv, den nære natur gemmer på, siger naturvejleder og projektleder for Krible Krable, Rikke Laustsen.

I Østre Anlæg i København vil cirka 500 børnehavebørn og 0. klasser d. 23. og 24. maj deltage for at lege med og lære om parkens smådyr med både krop og sanser. De kan blandt andet krybe og spise som regnorme, undersøge søens smådyr i parken og smage sprøde, spiselige insekter, fortæller naturvejleder Nynne Refsgaard fra Naturværkstedet Kløvermarken.

Myriader af idéer

Knap 1.000 daginstitutioner, SFOer og indskolingsklasser arbejder med Krible Krable i maj.

Naturvejlederne stiller sig til rådighed for børnene med myriader af idéer til oplevelser i de små dyrs magiske verden. Børnene kan fx lave insektvæddeløb eller bygge bænkebiderbaner og regneormeterrarier.

De kan lave teater om haletudsens liv, undersøge indfangede dyr i syltetøjsglas, fange hundestejler med net, bygge faldfælder eller lege hvem fanger hvem.

Direktør i Nordea-fonden, der finansierer projektet, Henrik Lehmann Andersen siger:

-Med Krible Krable håber jeg, at forældre, pædagoger og lærere bliver inspireret til at se nye muligheder i den bynære natur, så vores børn, uanset bopæl, kan få et godt, nysgerrigt og trygt forhold til at færdes i naturen og lærer at værne om den.

Fra en dag til fire uger

Det er frivilligt og meget forskelligt, hvordan Krible Krable aktiviteterne udfolder sig, nogle bruger måske en enkelt dag, mens andre bruger fire uger. Og Krible Krable aktiviteterne kan antage tusind former. 66 steder i landet kan daginstitutioner og skoler låne Krible Krable-grejkasser med udstyr til egne ekspeditioner.

Yderligere er der etableret 150 Krible Krable minibiotoper ved daginstitutioner og skoler – biotoper der med særligt insekttillokkende planter skal tiltrække smådyr, så børn og voksne kan udforske dyrelivet lige uden for døren. Foruden arrangementer tilbyder naturvejlederne Krible Krable-kurser for pædagoger og lærere i løbet af året.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik