Multiarena underdrejet

Ravnsborghallen har trukket sig ud af projektet om en multiarena i Køge, og styrelsesgruppen tvivler på kommunens engagement i sagen, skriver DAGBLADET Køge.

De store planer om
Køge Multiarena ligger underdrejet eller er i hvert fald skudt
noget ud i fremtiden, efter at Ravnsborghallens repræsentanter,
som projektet er knyttet til, har trukket sig ud af styregruppen
bag projektet.

Ravnsborghallens bestyrelsesformand Helle Watts og
halinspektør René Ørum har meldt sig ud af styregruppen i
erkendelse af, at arbejdet med en udbygning af Ravnsborghallen i
forbindelse med multiarenaen trækker ud.

I snart to år har
hallen udsat en række nødvendige renovationsarbejder i
millionklassen i hallen, men kan ikke vente længere og bliver
nødt til at rette indsatsen her og nu mod at sætte den gamle hal
i stand.Formanden for styregruppen, Flemming Højer, siger, at
Køge Multiarena ikke er død:- Vi stopper ikke projektet med at
skaffe et nyt spændende multifunktionelt byggeri til Køge.

Vi vil rette blikket bredere ud for at se på, om der er andre
muligheder for at få realiseret tankerne i stil med de
skitsetegninger, styregruppen har fremlagt, og som foreningerne
har brugt 100.000 kroner på at få til veje, siger Flemming
Højer.- Men uden at det er blevet sagt direkte, er det vores
opfattelse, at Køge kommune ikke har det store ønske om en
multiarena i Køge, tilføjer han.

Formand for kulturudvalget, Erik
Swiatek, har ikke ønsket at sætte sagen på udvalgets dagsorden
næste mandag:- Vi har ikke noget stort ønske om en multiarena
ved Ravnsborghallen, for hvis vi havde haft det, så havde det
været en del af budgettet for 2008, siger han.