Mulig brandstifter anholdt: Billeder af mistænkt virkede

Københavns Politi har onsdag aften anholdt en 21-årig mand, som mistænkes at stå bag de mange bilbrande, der har hærget København i weekenden.

Københavns Politi har onsdag aften anholdt en 21-årig mand fra Amager. Det bekræfter vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Jens Møller Jensen, overfor TV 2 Lorry.

Den unge mand er den person, som politiet i dag offentliggjorde på overvågningsbilleder i sagen om 25 påsatte brande på biler i hovedstadsområdet.

Manden, der er af anden etnisk herkomst end dansk, blev anholdt klokken 20.15 i onsdag aften. Ifølge Jens Møller Jensen er det den offentlige efterlysning, som politiet tidligere i dag satte igang, der har ledt til anholdelsen.

- Vi har fået mange henvendelser fra offentligheden. Og mindst fire af de henvendelser, som vi har fået, omhandlede den anholdte person. Så det er offentligheden, der har ledt os til det her, siger vicepolitiinspektøren til TV 2 Lorry.

Politiet vil endnu ikke afvise, at der er flere gerningsmænd involveret i sagen, men tidligere i dag sagde Jens Møller Jensen dog følgende til TV 2 Lorry:

- Lige nu arbejder vi ud fra teorien om, at de fleste af bilbrandende er antændt af samme gerningsmand. Om han kan have en medgerningsmand, der har hjulpet, ved vi af gode grunde ikke endnu.

Onsdag aften er svaret det samme, men forskellen er, at politiet nu kan afhøre den anholdte, som muligvis kan lede dem videre i sagen.

- Vi skal have tid til at afhøre ham, og så må vi se på det derefter, siger vicepolitiinspektøren.

Det er indtil videre Københavns Politis formodning, at den formodede gerningsmand har stået bag hovedparten af de mange bilbrande, der har hærget i hovedstadsområdet i weekenden.

- Der er noget mere efterforskning, der skal til, før vi kan sige det endeligt, men vi tror, at han står bag størstedelen af brandene, siger Jens Møller Jensen til TV 2 Lorry.

Ifølge vicepolitiinspektøren forventer Københavns Politi, at den 21-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør engang torsdag efter klokken 10.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik