Foto: TV 2 Lorry

Movia hæver prisen for Nordsjællandske pendlere

Movia lægger nu sit zone-system om. Det betyder, at det bliver dyrere at pendle fra Nordsjælland til København.

Det bliver dyrere at komme på arbejde, for alle de pendlere, der hver dag benytter den offentlige transport, når de skal fra Nordsjælland og ind mod byen.

Movias nye prissystem betyder, at det bliver dyrere for folk bosat i Nordsjælland at tage bus eller tog ind til København. Det er både rejsekort og periodekort, der kommer til at stige i pris.

Dyrest for Gribskov Kommune

For eksempel vil en pendler fra Helsingør kommune komme til at betale 1.200 kr. mere om året for at pendle ind til København med et periodekort.

Endnu dyrere bliver det for pendlere i Halsnæs Kommune. De kommer til at betale 2.400 kr. mere årligt, hvis arbejdspladsen ligger i København.

Aller dyrest bliver det dog for pendlere fra Gribskov Kommune, der er den fjerdestørste pendlerkommune på Sjælland. Her vil prisen for at pendle på job i København med kollektiv trafik stige med 2.580 kroner om året for at tage på arbejde med kollektiv trafik. 

Borgmester: Urimeligt

Udsigten til dyrere offentlig transport vækker harme på borgmesterkontoret i Gribskov Kommune.

 -  Det er en fuldstændig urimelig fordeling af regningen. Jeg forstår godt, at der er områder i Danmark, der skal have et bedre system, når det kommer til betaling af regningen for transport. Men jeg synes, det er urimeligt, at man lægger den regning i Nordsjælland hos Gribskov, Halsnæs og Helsingør Kommuner. Pendlerne kommer til at betale flere hundrede kroner om måneden for deres togkort, og det bliver endnu dyrere for dem, der bruger rejsekort, har vi fået oplyst, udtaler borgmester Kim Vallentin (V) til TV 2 Lorry i dag.

Derfor stiger prisen

Grundet til at priserne stiger og kun stiger for pendlere fra Nordsjælland skyldes, at zone-systemet skal laves om. Det skal være mere enkelt, og takstsystemet skal være mere gennemskueligt på Sjælland, oplyser Movia.

Der er på Sjælland fire forskellige takstsystemer, og det har Movia fået kritik for af blandt andre Rigsrevisionen, derfor bliver systemet nu lavet om.

 

00:49

Movias centerchef Eskil Thuesen forklarer, hvorfor det bliver dyrere for pendlere fra Nordsjælland

Luk video

Udsigten til at skulle kaste endnu flere penge efter den kollektive transport blev i dag modtaget med frustration blandt pendlere fra Nordsjælland.

00:44

Sygeplejerske Bjarke Beyer Kjeldsen pendler til dagligt fra Saltrup i Gribskov Kommune til København. Nu overvejer han at købe en bil

Luk video

 

Så meget stiger priserne pr. dag for pendlere fra Gribskov Kommune til København

Rejser fra Helsinge 5 kr. om dagen

Rejser fra Græsted 5 kr. om dagen

Rejser fra Tisvildeleje 11 kr. om dagen

Rejser fra Gilleleje 11 kr. om dagen

Rejser fra Dronningmølle 5 kr. om dagen

Rejser fra Rågeleje 11 kr. om dagen  

Kilde: Movia

Billigere for pendlere fra blandt andet Slagelse og Vordingborg

Der er dog ikke kun prisstigningerne på vej. For pendlere, der er bosat uden for hovedstadsområdet på Vest- og Sydsjælland, bliver rejsen ind til København billigere.

Det gælder for pendlere fra Slagelse, Ringsted, Nykøbing Falster, Vordingborg og Næstved. Fra disse byer bliver periodekortet op til 21 kr. billigere.

For pendlere i Hundested bliver periodekortetdog 11 kr. dyrere for et periodekort med 20 rejsedage.