I adskillige tilfælde har Movia ændret på både zoner og priser uden at fortælle kunderne det.

Movia ændrer i priser og zoner – helt uden varsel

Prisen og zonerne på dit månedskort kan være ændret næste gang du fornyer kortet. Problematisk, siger Forbrugerrådet Tænk

Pendlerne har længe haft mistanken.

Og nu viser det sig så, at den er god nok: Trafikselskabet Movia har i hele 85 tilfælde ændret på priser eller zoner siden det nye takstsystem, Takst Sjælland, trådte i kraft 15. januar. Det erkender Movia i en mail til Sjællandske.

- Når vi har fundet en fejl, har vi konkret vurderet om fejlen rettes bedst ved justeringer af zonerne eller via en prisjustering, skriver Movias forretningschef, Eskil Thuesen.

Movia har hævet priserne på 17 strækninger, mens den er sænket på fem strækninger. 43 gange har Movia tilføjet zoner til strækninger og i 16 tilfælde har selskabet fjernet en eller flere zoner. Alt sammen uden at informere dem, det går ud over – kunderne.

Læs også Millioner skal afbøde takststigninger på Sjælland

Det er helt essentielt, at pendlerne bliver informeret, mener Asta Ostrowski, der er konstitueret projektchef i Passagerpulsen under Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis det er tilfældet, at pendlere, der har købt et pendlerkort, får fjernet zoner, mener jeg, det er meget problematisk, siger hun til Sjællandske.

Det er ikke lykkedes avisen at få et svar fra Movia på, hvorfor ændringerne ikke kommunikeres ud til kunderne.