Motorcyklist hårdt kvæstet efter sammenstød

En motorcyklist er kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke i Rødovre.

00:27

En bil og en motorcyklist er kørt sammen på Rødovrevej omkring nummer 322. Video: Presse-fotos.

Politi, beredskab og ambulancefolk er søndag eftermiddag blevet kaldt ud til et alvorligt færdselsuheld i Rødovre. 

En bil og en motorcyklist er kørt sammen på Rødovrevej omkring nummer 322, oplyser Hovedstadens Beredskab, som fik meldingen om ulykken klokken 17.03

- En person er hårdt kvæstet. Vi afventer lige nu en bilinspektør sammen med politiet, siger Jan Kirk-Iversen, vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til TV 2 Lorry.

Billeder fra stedet viser, at det er motorcyklisten, som er kommet til skade under sammenstødet. 

Personen er efterfølgende blevet kørt væk i en ambulance med politieskorte. 

TV 2 Lorry har også forsøgt at indhente oplysninger om ulykken hos Københavns Vestegns Politi, men det er ikke lykkedes at komme igennem til vagtchefen.

Ritzau har talt med vagtchef Peter Grønbæk. Han oplyser, at den tilskadekomne motorcyklist er en 46-årig mand.

- Det er alvorligt, men det er ikke livstruende, siger vagtchefen til Ritzau. 

  Foto: Presse-fotos.dk

Årsagen til kollisionen kender vagtchefen dog endnu ikke.

Søndag aften er det ikke muligt for vagtchefen at oplyse, hvem der kørte ind i hvem. 

- De kørte i hvert fald sammen, det er det, vi kan sige, siger Peter Grønbæk.

Der er tale om en større personbil. Ingen af passagererne i den kom til skade under ulykken.

  Foto: Presse-fotos.dk

  Foto: Presse-fotos.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik