Motion, medaljer og fællesskab: Psykiatriens motionsløb hitter

Sct. Hans Løbene i Roskilde tiltrak igen i år mange glade og friske deltagere.

02:43

Omkring 1.000 var tilmeldt til Sct. Hans Løbene der løb af stablen tirsdag. Video: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Nogle gik, andre løb, og andre igen spurtede afsted. Selvom deltagerne krydsede målstregen med forskellige hastigheder, så lød der klapsalver og tilråb hver gang en af de omkring tusind tilmeldte kom i mål.

Anledningen var det årlige Sct. Hans Løb – et motionsløb særligt for patienter i Psykiatrien. Dog er Psykiatriens personale samt pårørende også velkomne.

Hele arrangementet blev afholdt tirsdag i Roskilde ved Sct. Hans Hospital.

Hvis det havde været et almindeligt løb, så havde vi slet ikke kunne deltage.

Lise Lotte Hansen, deltager

Dagen er længeventet for mange. Der er nemlig et stærkt, omfavnende fællesskab, hvor folk føler, at de kan være sig selv.

En deltager, som længe har set frem til dagen, er Lise Lotte Hansen. Hun har skizofreni, og hun er glad for, at der eksisterer et løb, hvor hun også er velkommen.

- Jeg har set frem til løbet, og jeg er glad for, at jeg har deltaget, selvom jeg er træt nu. Men løbet er et godt initiativ. Hvis det havde været et almindeligt løb, så havde vi slet ikke kunne deltage, siger Lise Lotte Hansen.

Deltagerne kan vælge mellem ruter, der er to kilometer, fem kilometer eller ti kilometer.

Motion afhjælper dårlige tanker

Kristina Poulsen er også meget glad for at deltage. For hende er motion en vigtig del af hverdagen, så Sct. Hans Løbene er en god måde at kunne dyrke motion i fællesskab.

Pointen er at gennemføre på en god måde.

Kristina Poulsen, deltager

- Jeg synes, det er helt vildt hyggeligt. Det anderledes ved det her løb er, at man ikke skal tænke på tiden her. Pointen er at gennemføre på en god måde, siger hun og fortsætter:

- Motion er vigtigt for mig for hvis man har det rigtig dårligt i tankerne, og man så fokuserer fuldt ud på at være i kroppen, så kan det ligesom lindre de tanker, man har.

Men i dag er motionen lidt sjovere end sædvanligt. Ud over hyggen, fællesskabet, musik og mad, så får man nemlig også en medalje for sin deltagelse.  

24 år i træk

En deltager er særlig engageret i motionsløbet. Det er Tom Jul Pedersen. Han har nemlig været med hele 24 år i træk, så han har rigeligt med både medaljer og vindertrøjer derhjemme.

- Nu er det blevet en tradition for mig, så jeg skal da i hvert fald have 25 års jubilæum. Det gode ved det er hele setuppet. Altså omgivelserne, naturen, musikken, folk man kender. Der er mange, som siger hej Tom, hej Tom, uden at jeg kan genkende dem, men det er klart, når de har set mig mange år i træk, siger Tom Jul Pedersen.

Deltageren Tom Jul Pedersen viser sin præmiere frem. Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Løbet styrker sammenhold
Elever fra specialskolen Grennessminde Birkerød er ligesom Tom Jul Pedersen også genganger. Skolen deltager i løbet for niende gang, og for dem handler det om fællesskab.

- Med de udfordringer som vores elever har i hverdagen, så nyder de godt af at være her. Her er plads, og alle er ligesom med på lige fod. Og så giver det et godt sammenhold for vores elevgruppe, at de er fælles om det her, og man kan mærke, at de støtter op om hinanden, hvor hverdagen den kan være sådan lidt mere fyldt med alt muligt andet, men her der er man ligesom sammen om det. Det skaber et godt sammenhold, fortæller underviser på Grennessminde Birkerød, Morten Olsen.

Og fællesskab går eleverne også op i.

- Vi har glædet os rigtig meget til det, fordi så møder man også nogle nye mennesker og siger hej til dem. Sammenhold gør stærk, siger Marc Viksø, elev på Grennessminde Birkerød.

Her møder man måske nogle, som er ligesom sig selv.

Matthias Bøhm, deltager & elev på Grennessminde Birkerød

Vennen Matthias Bøhm er helt enig:

- Og her møder man måske nogle, som er ligesom sig selv, siger han.

Marc Viksø (venstre) og Matthias Bøhm (højre). Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Nogle behandlere bruger også løbet til at skabe en god og tryg relation mellem patient og behandler.

En af dem er Michelle Frederic, som er ergoterapeut på OPUS Nørrebro.

- I forhold til at danne en alliance kan det være meget fint udgangspunkt at komme og være med i løbet og starte et sted og styrke relationen. Allerede i dag har jeg løbet med en patient, som sagde: Yes vi klarede 2 kilometer. Næste år så bliver det fem, og måske året efter bliver det ti, fortæller Michelle Frederic.

Sct. Hans Løbene vender tilbage igen til næste år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik