Moses bliver lænket til Vor Frue Kirke

Kong David kommer tilbage, og Moses bliver lænket ved Vor Frue Kirke

I tirsdags, ved sekstiden om morgenen, rullede en lastbil med
kran op foran Moses-statuen ved trappen til Vor Frue Kirke i
København. Til de forbipasserendes store overraskelse løftede
stenhuggere den godt tre meter høje og tonstunge bronzeskulptur
op på ladet. Her lå Moses på ryggen og læste i sine tavler med
De Ti Bud, mens stenhuggere kørte ham væk. Det skriver Politiken
torsdag.
Forklaringen lyder næsten lige så absurd som optrinnet:
Kæmpeskulpturen skulle sikres mod tyveri. Fire timer senere
vendte stenhuggerne tilbage efter at have monteret nogle lange
metalstænger, som låser statuen til soklen.
Sidste år i oktober stjal ukendte gerningsmænd domkirkens 1,7
ton tunge bronzeskulptur af kong David, mens den var til
reparation. På den anden side af kirketrappen står den
tilsvarende statue af Moses. Og i søndags opdagede en
kirkebetjent noget mistænkeligt. »Det var, som om den var løftet
lidt i et af de fire hjørner«, siger menighedsrådsformand Ole
Ehlers, »som om nogen havde forsøgt at tippe den. Så vi mente,
at vi var nødt til at sikre den«.
Det var folk fra Flemming Brian Nielsens Stenhuggeri, der stod
for tyverisikringen. Vor Frue Kirke har ellers i månedsvis
ligget i forhandlinger med stenhuggeren, fordi Davidstatuen
forsvandt fra hans oplagsplads i Sydhavnen. Kirken krævede
derfor en erstatning. Menighedsrådsformand Ole Ehlers kan ikke
sige, hvad de forhandlinger ender med, men han kan godt love, at
der kommer en ny Davidstatue - en nøjagtig kopi af den gamle.
Stenhuggeren Flemming Brian Nielsen er i Kina lige nu, men
forventer, at aftalen falder på plads en af de nærmeste dage,
når han er vendt tilbage. Herefter kan en ny statueform laves og
senere sendes til Italien, hvor den skal støbes.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik