Morten Løkkegaard vil være kommunalpolitiker

Venstre i Gentofte stiller med et kendt navn til kommunalvalget til efteråret.

Venstre har - ligesom snart sagt alle andre partier i øvrigt - gennem årtier haft det noget trængt i Gentofte, hvor Det Konservative Folkeparti er altdominerende.

quote Jeg har boet her i to årtier og har altid tænkt, at Venstre ikke havde den størrelse, partiet burde have i kommunen.

Morten Løkkegaard, Venstre

Ved sidste valg stemte hver anden vælger på den konservative bykonge Hans Toft eller hans partifæller. Men nu skal Venstre fylde noget mere.

Det mener i hvert fald europaparlamentarikeren Morten Løkkegaard, der nu stiller op for partiet som nummer to på opstillingslisten efter Louise Feilberg, der også er formand for Venstres lokale partiorganisation i Gentofte.

- Jeg har boet her i to årtier og har altid tænkt, at Venstre ikke havde den størrelse, partiet burde have i kommunen, siger Morten Løkkegaard til TV 2 Lorry.

quote Det er min klare ambition, at Venstre skal være større. Det håber jeg på. Jeg regner ikke med det. Men det er klart, at hvis vi ikke bliver større, har jeg selvfølgelig ikke slået til

Morten Løkkegaard, Venstre, medlem af Europa-Parlamentet og kommende kandidat til Gentofte Kommunalbestyrelse 

Ingen strandhugst

Og tallene taler deres tydelige sprog. Ved sidste kommunalvalg i Gentofte fik Venstre 9,5 procent, mens 21,3 procent af vælgerne ved sidste folketingsvalg  stemte på liste V i Gentofte-kredsen. Men selv om han mener, der er et potentiale for flere vælgere, vil han ikke opstille noget succeskriterium.

- Det er min klare ambition, at Venstre skal være større. Det håber jeg på. Jeg regner ikke med det. Men det er klart, at hvis vi ikke bliver større, har jeg selvfølgelig ikke slået til, siger han.

Vil du tage stemmer fra De Konservative?

- Jeg går efter at maksimere de borgerlige-liberale stemmer. Strandhugst indgår ikke i mit vokabularium, siger han.

- Gentofte kan blive bedre

Men det kunne vel godt give mening i forhold til en forhandlingsposition efter valget, hvis I gør indhug i de mange konservative stemmer?

quote  Jeg har ingen planer om at være mindre i Bruxelles

Morten Løkkegaard, Venstre, medlem af Europa-Parlamentet og kommende kandidat til Gentofte Kommunalbestyrelse 

Jeg kan godt høre, hvor du er på vej hen, men det får du mig ikke til at sige noget om. Gentofte er en veldrevet kommune. Men det er ikke det samme som, at den ikke kan blive bedre. Jeg håber på et fornuftigt samarbejde med Hans Toft og hans partifæller, siger Morten Løkkegaard.

Fortsætter i EU - også efter valget

Lykkes det ham at blive valgt til kommunalbestyrelsen, vil han fortsætte sit arbejde i Europa-Parlamentet, hvor han efter Jens Rohdes partiskifte er det eneste medlem for Venstre. Det giver nogle udfordringer i kalenderen, for Morten Løkkegaard er kun i Danmark to gange om ugen.

Men sådan må det være, fastslår han. 

- Det er den tid, jeg har. Jeg har ingen planer om at være mindre i Bruxelles. Det har jeg selvfølgelig talt igennem med baglandet, siger han og tilføjer:

- Jeg regner jo heller ikke med at være det eneste medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre.

Morten Løkkegaards goddag til kommunalpolitik betyder ikke et farvel til EU. 

- Jeg regner også med at være på listen på valget i 2019. Måske endda som spidskandidat, siger han.

Kommunalvalget finder sted den 21. november såvel i Gentofte som i de øvrige af landets 97 kommuner . 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik