Mor til fastholdt elev: Han var helt væk

Moren til den 12-årige elev, der i september blev fastholdt på Gilbjergskolen i Gilleleje, taler nu ud om sagen, der har ført til lærerfyring.

En lærer er blevet fyret, og flere andre lærere har får tildelt advarsler, efter at lærerne den 24. september fastholdt en elev på Gilbjergskolen i Gilleleje. Men hvad skete der egentlig på skolen den dag? Nu står elevens mor frem med sin version af episoden.

- Viktor sidder mellem benene på en lærer. Hun holder Viktors arme, så de er krydset hen over ham. Samtidig står der en stor mand på 120 kilo og presser på min søns brystkasse. Viktor vender det hvide ud af øjnene, han hyperventilerer, og han siger mærkelige lyde. Han ryster. Han er helt væk.

Sådan beskriver Sissie Lissau det syn, der møder hende, da hun den 24. september skal hente sin søn, 12-årige Viktor, på Gilbjergskolen. Forinden er hun blevet tilkaldt af personalet på skolen.

- Der bliver ringet til mig, og jeg kan høre et barn skrige i baggrunden. En kvinde spørger, om jeg vil komme og hente Viktor. Da jeg spørger hende, bekræfter hun, at det er Viktor, der skriger, siger Sissie Lissau til TV 2 Lorry.

Hun tager med det samme hen til skolen, hvor Viktor befinder sig i et aflåst rum på kontoret i skolen.

- Han er blevet låst inde og nærmest mishandlet i en hel time, før der bliver ringet til mig. Jeg kan ikke forstå, at det kan ende i sådan en situation, siger Sissie Lissau.

Hun river Viktor ud af armene på læreren, hvorefter mor og søn forlader skolen. 'Man skal huske, at det er de voksne, der bestemmer', lyder afskedssalutten fra den lærer, der har holdt Viktor fast, fortæller Sissie Lissau.

Da de kommer hjem, er Viktor utrøstelig og klager over smerter. På et tidspunkt beslutter Sissie Lissau at se lidt nærmere på sin søn. Da Viktor tager sin trøje af, får hun et chok.

- Han har blodudtrækninger under armene og på ryggen og på halsen, og et blåt mærke på kindbenet. Han siger selv, at han har meget ondt i brystkassen og armene.

Det ender med, Sisse Lissau kører Victor på skadestuen på Hillerød Hospital. Her lyder vurderingen, at Victors håndrodsknogle er brækket. Han får også en halskrave på som følge af de kraftige blodudtrækninger på halsen. Hospitalets skadesrapport bekræfter de mange blå mærker på Victors krop.

- Lægen tager billeder af Viktor, og så siger han: 'Det er vold, det her. Du bliver nødt til at melde det til politiet', fortæller Sissie Lissau.

Det gør familien, men politiet vil dog ikke rejse tiltale mod de implicerede lærere. Ifølge politiet kan det ikke påvises, at de mange blodudtrækninger på Viktors hals og krop skyldes fastholdelsen.

Siden episoden den 24. september har Viktor ikke været i skole. Han har til gengæld været til krisepsykolog.

- Han er stadigvæk bange og sover dårligt af natten. Han kommer farende, hvis han hører en lyd. Han er bange for, at de kommer og tager ham igen, siger Sissie Lissau.

Men hvad ledte op til, at 12-årige Viktor blev fysisk tilbageholdt i et aflåst lokale i en time? Ifølge Sissie Lissau starter det med en kontrovers i en idrætstime.

- Han er i konflikt med en pige, og han kan mærke, at det går galt, hvis han ikke kommer væk. Han vil gå, og han tager telefonen op af lommen for at ringe til mig, men det må han ikke. Klasselæreren tager telefonen fra ham og holder fast i ham. Det vil han ikke finde sig i, så han forsøger at vride sig løs, og så kommer der flere lærere til, siger Sissie Lissau.

Hun lægger ikke skjul på, at Viktor har et problematisk temperament. Ej heller at han flere gange har været oppe at slå med andre elever på skolen. Men Viktor hverken slår eller sparker lærerne i forbindelse med episoden i idrætstimen, fortæller hun.

Hun forklarer, at både hun og Viktors far tidligere har skrevet under på, at skolen var fritstillet for ansvar, hvis Viktor forlod skolen. At forældrene havde lavet en klar aftale med skolen og klassens lærere. Den lød på, at Viktor i pressede situationer kunne forlade skolen og ringe til sine forældre, hvis temperamentet var ved at koge over.

- Der blev brudt en klar aftale den dag, lyder det fra Sissie Lissau.

Sagen har endnu ikke fået et strafferetligt efterspil, men det vil Viktors far, Morten Poulsen, gerne have ændret. Han mener, at alle de fem lærere, der var impliceret i fastholdelsen, bør dømmes for vold.

- Volden er blevet negligeret. Jeg vil ikke finde mig i det her. Sådan nogle mennesker burde simpelthen ikke arbejde med børn, siger Morten Poulsen til TV 2 Lorry.

Familiens advokat, Henrik Dupont, har lagt sig op af straffelovens §23. Den siger, at de der på klods hold betragter en voldshandling, uden at sige fra, dømmes som skyldige, ligesom selve voldsmanden.

Viktor får nu privatundervisning to gange om ugen. Han kommer ikke tilbage til Gilbjergskolen, melder Sissie Lissau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik