En kvinde, der har boet i Vapnagård siden 1995, smides nu ud af sin lejlighed.

Mor smides ud af lejlighed efter søns røveri-forsøg

Moren til en ung røveridømt mand skal fraflytte sin lejlighed i Vapnagård. Det har Retten i Helsingør netop stadfæstet.

En mor skal fraflytte den lejlighed, hun har boet i sin 1995, fordi hendes søn er blevet idømt en ubetinget fængselsdom for at have deltaget i et mislykket hjemmerøveri. 

Det har Boligretten ved Retten i Helsingør netop stadfæstet, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Dommen giver dermed et boligselskab fra Vapnagaard medhold i, at den kvindelige beboer skal smides ud, fordi hendes dengang 19-årige søn i 2015 blev idømt tre års fængsel for at have deltaget i et mislykket hjemmerøveri mod en anden beboer på Vapnagaard. 

Sagen skyldes, at boligselskabet Boliggården benytter lejeloven og almenlejelovens muligheder for at opsige familier, hvis børn eller andre familiemedlemmer begår kriminalitet i boligområdet. 

03:07

I november 2015 blev en enlig mor med fem børn smidt ud af sin lejlighed i Høje Gladsaxe. Her brugte boligselskabet også lejeloven som middel. Se vores nyhedsindslag om sagen her.

Luk video

Moren til den dømte unge mand argumenterede under retssagen for, at forsøget på hjemmerøveri fandt sted på et tidspunkt, hvor sønnen kun sjældent opholdt sig i lejligheden, da han det meste af tiden boede hos en kæreste i Hillerød, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hun sagde også, at hendes søn i årene forinden primært havde haft folkeregisteradresse i lejligheden. Det skyldtes, at sønnen først havde været på efterskole og siden i en periode boet på et kollegium i København. 

Boligretten konkluderede dog, at sønnen reelt var en del af husstanden, og i hele perioden var tilmeldt folkeregisteret på adressen.

I 2013 blev moren til en 17-årig også sat ud af boligselskabet. Det skete, efter at sønnen var blevet dømt for flere tilfælde af brandstiftelse i netop Vapnagaard.