00:31

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Mor: Hvis jeg ser Kevin igen, giver jeg ikke slip

3-årige Kevin har været forsvundet siden i går. Hans mor her ledt hele natten og frygter det værste.

I går, lørdag, forsøgte Perle Lindholm Christensen at hente sin søn, der havde haft samvær med faren. Men da hun dukkede op på adressen i Ballerup, var både far og søn forsvundet.

- Der er ingen, der ved hvor han er, de er pist væk. Jeg har kørt rundt hele natten, jeg har ikke sovet endnu, jeg har ikke spist noget. Jeg har ledt alle steder. Men de er væk, fortælle Perle Lindholm Christensen, da TV 2 Lorry møder hende i dag.

- Det er første gang, det er sket. Vi har haft masser med politiet at gøre, men det er første gang, han er stukket af med ham, sukker en desperat mor.

I første omgang ville politiet ikke tage sig af sagen, men opfordrede Perle Lindholm Christensen til at lave en efterlysning på Facebook. Den har bredt sig som en steppebrand og i skrivende stund har næsten 60.000 mennesker delt efterlysningen.

Her til middag er Københavns Vestegns Politi gået ind i sagen. De skriver til TV 2 Lorry:

- Vi har sat en række efterforskningsskridt i gang og er i forbindelse med folk omkring faren til den 3-årige dreng. Vi har for nuværende ikke mulighed for at udtale os yderligere.

- Vi skulle have været på ferie i dag. Jeg havde pakket kufferterne og vi skulle have været med flyveren i morges. Men måske er det derfor, at hans far er forsvundet med ham.

Kevins mor, der alene har forældremyndigheden, frygter nu det værst.

- Jeg troede ikke engang, at han (Kevins far, red.) kunne finde på at stikke af med ham. Godt nok har vi oplevet meget, men jeg troede ikke, at han kunne finde på dette. Så hvad han kan finde på at gøre ved ham, det ved jeg ikke.

- Det er det værste, der kan ske for en mor, slutter Perle Lindholm Christensen af, inden hun igen kører ud for at lede efter sin lille søn.

Se det sidste nye i sagen, kl. 19:30 på TV 2 Lorry.