Mohamed: Minoritetsfædre er ikke til stede i deres børns liv

Unge mennesker ender i gadens bander, fordi de mangler støtte hjemme, mener Mohamed El-Jahim.

- Vær far, inden det er for sent. 

Sådan lyder opsangen fra Mohamed El-Jahim. 

Han er medlem af fædregruppen Baba på Nørrebro, og han er sikker på, at bandeproblemerne kunne være undgået, hvis forældrene havde været mere til stede i deres børns liv. 

-  Vi lever i en tid, hvor der er kaos. Det er katastrofalt. Og det er jo, fordi forældre mangler deltagelse i deres børns liv, siger han til TV 2 Lorry. 

Mohamed gav et løfte til sig selv

Baba er et initiativ, som blev startet af i 2014 med penge fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Her tager en større gruppe fædre blandt andet på weekendophold på højskole, ligesom de mødes flere lørdage om året for at drøfte deres familieliv. 

Mohamed El-Jahim og fædregruppen har blandt andet besøgt en kirkegård for at konfrontere en gravsten og forestille sig, hvad børnene om mange år vil huske deres fædre for. 

Efter hvert møde lægger de planer for, hvad de konkret vil gøre i familien i den kommende tid. Mohamed El-Jahim har blandt andet lovet sig selv, at han vil være en kærlig far og lægge mobilen væk, når han er hjemme:

- Det er jo klart, at når børnene ikke kan finde deres tryghed, kærlighed og anerkendelse hos forældrene, så er de nødt til at gå ud i samfundet og på gadene for at finde de her ting, som de mangler og har behov for, siger han til TV 2 Lorry. 

Mange minoritetsfædre er usikre 

Baba har været i kontakt med lidt over 1200 fædre i 2014 for at få et indblik farrollen i minoritetsfamilier. Her har man blandt andet opdaget, at der hersker en usikkerhed blandt mange fædre, der er bevidste om, at de ikke kan bruge erfaringer fra egne fædres opdragelse i en nutidig dansk kontekst. 

Der eksisterer parallelt også en frygt blandt mange fædre om, at ”kommunen vil komme og tage vores børn". 

Sidst har der ikke før Baba været et rum, hvor det var tilladt for minoritetsfædre af drøfte disse bekymringer. Men i gruppen kan de nu dele deres erfaringer og viden om, hvordan man er en god far. 

Det handler også om, hvordan man siger nej til børn, påpeger Mohamed El-Jahim.

Mine børn skal ikke være ude til sent

Mohamed El-Jahims tre børn, der er mellem 4 og 11 år, får for eksempel ikke lov til at løbe rundt udenfor til sent om aftenen, ligesom mange andre børn gør, påpeger han til TV 2 Lorry:

- Vi kan se børn (på Nørrebro, red.), der er mellem 11 år og 12 år, som er ude på gaden til klokken 2 om natten Hvad laver de derude, og hvor er faren henne? Selvfølgelig er det for sent, siger han. 

Men tror du helt ærligt, at omsorg og kærlighed kan stoppe en bandekonflikt?

- Det kan ikke stoppe en bandekonflikt. Men det kan da stoppe den negative udvikling, som vi er ude i. 

- Børn dør tidligt. De ender i fængsler og på hospitaler. Vi har oplevet fædre her, der har måttet begrave deres børn. Det er synd. 

OVERBLIK I BANDEKRIGEN

Seks dage i træk er der skudt i København, hvor der har været 26 skudepisoder siden 13. juni.

En lang række personer er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med sagerne, men politiet er stadigvæk på jagt efter flere gerningsmænd.

Her er et overblik over nogle af de mest voldsomme skudepisoder:
* 13. august: Politiet modtager klokken 23.07 en anmeldelse om et skyderi ved Mimersgade.

* 12. august: To tilfældige mænd bliver ramt ved Den Røde Plads på Ydre Nørrebro. To personer på en knallert kom kørende til stedet, og passageren på bagsædet affyrede seks til otte skud mod de to ofre.
* 11. august: Politiet rykker ud til en anmeldt skudepisode i Københavns Nordvest-kvarter. Ingen bliver umiddelbart ramt. Politiet finder et stykke derfra en bil med et skudhul i.

* 10. august: Torsdag aften bliver der skudt hele tre steder i København. Et af skyderierne sker i Nordvest, hvor en tilsyneladende tilfældig 27-årig mand var i skudlinjen. Kun mandens knallert bliver dog ramt. De to andre skudepisoder torsdag skete i Tingbjerg og i Korsgade på Nørrebro.

* 9. august: Omkring klokken 22 bliver en tilfældig familiebil beskudt omkring Mjølnerparken. Politiet ved ikke, hvorfor der blev skudt, men betragter episoden som banderelateret.

* 8. august: En vildfaren kugle ender i en sofa i en lejlighed på Lundtoftegade, mens en person var til stede i lejligheden. Personen har ingen banderelationer, og politiet mener, at det var tilfældigt, at netop denne lejlighed blev beskudt.

* 5. august: Kort efter midnat bliver en 19-årig mand skudt i benet i Mimersgade på Nørrebro. Offeret var en tilfældig mand, der intet har at gøre med bandekonflikten.
* 4. august: En 17-årig dreng bliver det tilfældige offer, da to mænd på knallert skyder ham i foden i Tingbjerg.

* 4. august: Der bliver kort før klokken 13 affyret skud mellem to biler på Rovsingsgade i København. En bliver ramt. Politiet mener, at der er tale om "en bytter" efter et skyderi i samme gade 25. juli.

* 2. august: En 24-årig mand bliver ramt i ballen, da to mænd på en knallert åbner ild i krydset mellem Tomsgårdsvej-Tuborgvej og Frederiksborgvej.

* 1. august: To mænd på knallert affyrer flere skud på Nørrebrogade. En mand bliver ramt i den ene balle.

* 28. juli: Flere skud bliver affyret i Mjølnerparken. Tre biler, men ingen personer bliver ramt.

* 25. juli: En 26-årig mand bliver ramt af to skud i benet, da en bil stopper op i Rovsinggade, og en mand affyrer 8-10 skud. Kort efter bliver to mænd på 23 og 29 år anholdt i Mjølnerparken. De bliver dagen efter varetægtsfængslet.

* 14. juli: Der er skyderi i Mimersgade. Politiet finder efterfølgende afskudte hylstre, og dagen efter finder politiet et skudhul i en kaffebar på Heimdalsgade.

* 16. juni: Ukendte personer affyrer skud fra en knallert på Frederiksborgvej. To af skuddene rammer ruder i en kiosk og i en lejlighed. Ingen bliver ramt.

* 13. juni: På Gadelandet i Husum kommer to personer på en knallert kørende forbi en gruppe personer om eftermiddagen. Den ene affyrer mindst 12 skud mod gruppen. Politiet mener, at der er tale om "en bytter" for et skyderi samme morgen på Bogtrykkervej.

* 13. juni: Der bliver skudt på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret nær Tagensbo Skole natten til 13. juni. Politiet finder flere patronhylstre, men ingen gerningsmænd eller nogen ramte.
Kilder: Københavns Politi og Ritzau.

/ritzau/ 14. august

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik