02:33

Indslag fra 1. juni: En af dem, der håber på "sommerhjælp a la julehjælp" er Pernille Andersen i Hvidovre. Video: Brian Berg - Scanpix

Mødrehjælpen mangler støtte til sommeroplevelser for børn

1.279 børnefamilier har søgt Mødrehjælpen om støtte til at give børnene en god oplevelse i sommerferien, men der er ikke penge til at hjælpe alle.

En tur i Den Blå Planet, Sagnlandet Lejre eller Bon Bon Land, en frokost og en is til dessert. Mødrehjælpen er i gang med at samle penge ind til familier, der ikke har mulighed for at give deres børn en sommerferie med sjove oplevelser. 

1.279 familier har søgt om sommerhjælp, og indtil videre er 1.199 familie godkendt. 

Mødrehjælpen håber nu, at flere vil give et bidrag, for kommer der ikke flere penge ind, så er der 497 familier, der ikke får hjælp. Det skriver Mødrehjælpen i en pressemeddelelse.

Læs også Folk donerede 10.000 kr. på et døgn til hjertesyge Knirke

- Det er rigtigt ærgerligt – for vi taler her om udsatte familier, der vitterligt ikke har ressourcer og overskud til at give deres børn en tur til en forlystelsespark eller andre oplevelser, der koster penge. Og for ikke at føle sig udenfor vil børnene jo gerne have noget sjovt at fortælle, når de kommer tilbage til skolen efter ferien, siger Nanna Boysen, der er socialrådgiver i Mødrehjælpen og dagligt har kontakt med de trængte familier. 

Ud over adgangsbilletten til forlystelsesparken, er der 200 kroner pr. barn til transport, og derudover 200 kroner pr. barn til frokost og is. Det er pengene til transport og forplejning, som Mødrehjælpen samler ind til.

Indsamlingen varer frem til d. 22. juni. 

Mødrehjælpen står også for julehjælp til trængte børnefamilier, men det er første gang organisationen har iværksat en landsdækkende sommerhjælpskampagne. 

Læs også Hjertebarn: Fart fik Gustav til at glemme sin sygdom