Slår alarm om julehjælp: Folk har ringet siden sommerferien

Mødrehjælpen har oplevet en stigning på 67 procent i antallet af personer, der søger julehjælp.

Julegaver, julemad – og et øjebliks pause fra de stigende regninger.

Selvom der endnu er lang tid til jul, så er flere familier allerede bekymrede for, hvordan de skal klare sig økonomisk igennem højtiden.

Det mærker man tydeligt i Mødrehjælpen, der hvert år uddeler julehjælp til trængte familier.

Onsdag klokken 10.00 åbnede Mødrehjælpen for, at forældre kan søge økonomisk hjælp til julen. På under 24 timer modtog de 1340 ansøgninger. Det er en stigning på 67 procent sammenlignet med sidste år, hvor 800 søgte julehjælp den første dag.

- Jeg synes, det er voldsomt, at vi ser så stor en stigning. Det advarselsflag, jeg hejser nu, er, at hvis vi ser det her på et døgn, så bliver vi rigtig bekymrede for, hvordan det bliver for de her familier, siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, til TV 2 Lorry.

Mødrehjælpens socialrådgivere har oplevet, at folk har ringet og spurgt om ansøgning til julehjælp siden sommerferien.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Fakta: Mødrehjælpens julehjælp

  • Mødrehjælpens julehjælp er målrettet familier med børn under 18 år, som er hjemmeboende, eller hvor der er en fast samværsaftale.


  • Hjælpen består af et økonomisk tilskud på 550 kroner per barn. Der kan søges op til i alt tre børn, også selvom man har flere.


  • Om du får hjælp afhænger af Mødrehjælpens samlede vurdering af den økonomiske og sociale situation hos ansøgeren, og hvor mange penge indsamlingskampagnen har indbragt.


  • Som ansøger skal du opgive dokumentation for blandt andet indtægt, husleje, gæld og udgifter til institutioner og medicin.



Kilde: Mødrehjælpen

Julehjælpen er på 550 kroner per barn, og gives til de ansøgere, der står i den sværeste situation økonomisk og socialt.

Mærker alvorlig pengemangel

Det er ikke kun i forhold til julehjælpen, at man kan mærke den pressede økonomi.

I Mødrehjælpen oplever man, at mange danske familier står i en svær situation med inflation og stigende priser på el og gas.

- Det rammer hele lavtlønsgruppen. Vi mærker det ude i lokalforeningerne, flere forældre kommer ind for at købe tøj i vores genbrugsbutikker, og vi kan mærke det i søgningen til vores aktiviteter og rådgivningslinjer, siger Ninna Thomsen.

Og hvor henvendelserne tidligere handlede om, at der for eksempel var penge til, om ens barn kunne gå til spejder, så er forældrene nu blevet mere desperate, fortæller hun.

- Det handler om, at der ikke er flere penge den 20. i måneden til at betale regninger eller for mad.

Er der julehjælp til alle?

Sidste år modtog Mødrehjælpen i alt 15.441 ansøgninger til julehjælp.

Julehjælpen finansieres af Mødrehjælpen, og om der er nok penge til de mange ansøgere, afgøres af den årlige indsamling.

- Det handler om, hvorvidt danskerne, fonde og virksomheder er klar til at hjælpe os og støtte, siger Ninna Thomsen.

Mødrehjælpen lukker for ansøgere den 9. december. 

Ninna Thomsen understreger, at julehjælpen ikke bliver uddelt ud fra et først til mølle-princip, men ud fra en vurdering af ansøgningsskemaet, så det sikres, at hjælpen går til de hårdest ramte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik