Mødre ville af med for småt børnetøj: Nu ejer de millionbutik

To naboer fra Vallensbæk udvider nu deres genbrugskoncept efter to år med massiv succes.

Da naboerne Johanna Kiel Nielsen og Sofie Brandt fra Vallensbæk åbnede Børneloppen for to år siden, havde de ikke turde håbe på, at de nu ville stå med en forretning, der sidste år solgte for næsten 11 millioner kroner genbrugstøj til børn.

quote Vi magtede ikke at stå på loppemarked eller tage billeder til nettet.

Sofie Brandt, ejer af Børneloppen

De to iværksættere har selv to små børn, så de kender alt til at skulle af med det gamle børnetøj igen. Det gamle børnetøj hjemme hos dem selv var da også det, der gav idéen til at gøre det lidt nemmere:

- Vi syntes bare, der manglede et sted, hvor det var nemt at sælge brugte børneting, for vi magtede ikke at stå på loppemarked eller tage billeder til nettet, siger Sofie Brandt. 

Et loppemarked i en butik

Børneloppen sælger genbrugstøj og legetøj til børn. Men ingen af varerne er deres egne. De udlejer stande i butikken i Valby til 650 kroner om måneden til folk, der har gammelt børnetøj til at flyde derhjemme.

Det er ifølge Toke Minerth, der i øjeblikket har en hylde i Børneloppen, nemmere end at tage tingene med til loppemarkeder:

Toke Minerth er glad for at sælge sit gamle børnetøj og legetøj i Børneloppen i Valby
Toke Minerth er glad for at sælge sit gamle børnetøj og legetøj i Børneloppen i Valby
Foto: Morten Bisgaard - TV 2 Kosmopol

- Tingene sælger rigtig godt her i Børneloppen. Jeg sælger mine ting her og ikke på loppemarked, fordi det sparer tid, og så er der nogle andre rigtig dygtige ansatte her, der sælger det for os, siger han.

De to kvinder bag idéen har haft så stor succes de seneste to år, at de på lørdag åbner Børneloppen i Slagelse. Det skal være første skridt mod at blive en landsdækkende virksomhed. Og der er også allerede interesse fra udlandet: 

- Vi er selvfølgelig interesserede i at have Børneloppen i de store danske byer, men det kunne også være spændende med butikker i udlandet, og vi får faktisk henvendelser fra Sverige, England og Island. Så nu må vi se, siger Johanna Kiel Nielsen. 

Sofie Brandt var med til at starte Børneloppen, fordi hun selv ville af med for småt børnetøj.
Sofie Brandt var med til at starte Børneloppen, fordi hun selv ville af med for småt børnetøj.
Foto: TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik