Mød Shaka eller ryst røv med Twerk Queen til ungt folkemøde

I dag er anden og sidste dagen på Danmarks største demokratiske festival, Ungdommens folkemøde i Søndermark på Frederiksberg.

Nåede du ikke at komme forbi Ungdommens Folkemøde i går? Så smut op forbi Søndermarken på Frederiksberg i dag og deltag i det spændende program, som dagen byder på.

Husk, at det er gratis og åbent for alle!

Arrangementet giver plads til drømme, tanker, nye idéer og visioner for fremtidens samfund.

Her vil der være masser af plads til at slippe tanker og meninger fri blandt de forskellige workshops og stadepladser, når man taler med politikere, virksomheder, organisationer og andre deltagende.

Derudover vil der på de fire scener være tidens aktuelle meningsdannere, politikere, kulturpersonligheder og debatter, som du selv kan deltage i eller bare lytte til. 

På et arrangement som dette, kan unge føle sig hørt og set og få udvidet sin horisont og sin viden og tilmed selv lære fra sig.

Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten synes, det er vigtigt med et arrangement som dette.

- Man hører tit folk sige, at unge ikke interesserer sig for samfundet, men det er ikke noget, jeg kan se. De interesserer sig, og det fik jeg bekræftet i går på Ungdommens Folkemøde, siger hun til TV 2 Lorry.

Johanne Schmidt Nielsen er også til at finde i dag på plænen i Søndermarken. 

Det kan du opleve på UFM17

Du kan opleve alt fra forskellige paneldebatter til politisk ansigtsmaling.

Programmet starter kl. 08 og slutter kl. 19.10.

På Store Scene vil der primært foregå debatter.

Kl. 13-14 er der f.eks ”Tal f*cking pænt” med Minority talks. Her vil Abdel Aziz snakke med blandt andet Emma Holten og Shaka Loveless omkring, hvordan man skal tale med hinanden og give respekten videre gennem sproget.

På lille scene bliver der snakket og tænkt. Og der bliver tænkt store tanker, når der her vil blive vendt emner som ”Konspirationsteori. Er sandheden derude” kl. 09.45 – 10.30. Og om hiphoppens betydning og udvikling kl.16.00-16.45.

Er du mere til det vilde, så er der ”Det vilde område”. Her kan du kl. 11.00-12.00 få malet politiske budskaber i ansigtet, lave din egen mulepose mellem klokken14.00-16.00 eller lære at twerke med Louise, TwerkQueen mellem 16.00-17.00. 

På den hemmelige scene vil der være de intime, hemmelige og rolige indslag. Kl. 13.30-14.30 vil der f.eks være "Skamløs snak om seksualitet".

Du kan også opleve koncert med Pelle B på ”Det vilde område” kl. 16.00-17.00 og som en fin afslutning på det hele, spiller den danske rock trio Noréll på Store Scene kl. 18.30 – 19.10.

Du kan finde hele fredagens program her.

Én ting er sikkert. Det bliver spændende, lærerigt og rigtig sjovt! 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik