Modstandsmanden Frede Klitgård er død

Frede Klitgård, var i mange år formand for veteranforeningen Aktive Modstandsfolk.

Den tidligere modstandsmand Frede Klitgård er død 5. juni. Han blev 92 år, oplyser Arbejderpartiet Kommunisterne.

Han blev født i en arbejder-familie i Aarhus og kom senere i typograflære ved byens store avis, Aarhus Stiftstidende. I 1942 gik han ind i modstandsbevægelsen, og han blev arresteret året efter, da en bombe ved et uheld eksploderede, mens han transporterede den på cykel.

Frede Klitgård, der under besættelsen blev overbevist kommunist, endte i 1943 i tysk fangenskab Dreibergen ved Rostock.

Se vores indslag om Frede Klitgård og det nye Frihedsmuseum her.

Herfra vendte han hjem med de hvide busser, der under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte reddede danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre.

Efter krigen arbejdede Klitgård for DKP, blandt andet som taleskriver og vagt for kommunisternes mangeårige formand, Aksel Larsen. Senere blev han, der både talte tysk og russisk, korrespondent for partiavisen Land og Folk i Moskva fra 1953 til 1958.

Han var formand for Aktive Modstandsfolk og gennem mange år en ligeledes aktiv debattør, der til det sidste troede på kommunismen, selv om det meste af omverdenen forlængst havde forkastet den.

Frede Klitgård blev enkemand i 1980, da hans hustru Anne Lise døde. Han boede sine sidste år i Allerød nord for København.