Mødrehjælpen: Risikerer at skuffe 270 børn

Med bare fem dage tilbage af juleindsamlingen mangler Mødrehjælpen julehjælp til 270 børn i Region Hovedstaden.

Julen er i mange familier børnenes fest. Men for flere hundrede børn risikerer julen at blive lidt af en skuffelse.

I alt har 1.916 børnefamilier søgt julehjælp hos Mødrehjælpen i Region Hovedstaden. Det er 10 % flere end sidste år.

Men blandt de familier, der er berettigede til julehjælp, mangler der stadig penge til julehjælp til 270 børn i Hovedstaden.

- Får vi ikke de sidste donationer, betyder det, at der er nogle børn, der ikke får de julegaver og den hygge, de ønsker sig. Samtidig er der nogle forældre, der får rigtig ondt i maven over ikke at kunne give deres børn en god jul, siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen til TV 2 Lorry.

Mødrehjælpen fordeler julehjælpen til familier med det største behov.

Hjælpen består af et pengebeløb, der overføres til modtagerens konto.

For at komme i betragtning til julehjælp skal man have et lavt månedligt rådighedsbeløb, have børn og have været ude for en social hændelse, der gør hverdagen og økonomien svær at overskue.

- Der er et stykke vej endnu, men jeg lover, vi står tidligt op og går sent i seng, for at nå at få skaffet de sidste penge. Lige nu er det usikkert, om vi når det, men vi gør alt, hvad vi kan, siger Mads Roke Clausen.

Og med bare fem dage til jul er slutspurten i gang hos Mødrehjælpen for at skaffe de sidste penge.

- Vi er først og fremmest ude og appellere til helt almindelige mennesker. Det er så lidt, der skal gives, men det har så kæmpe stor betydning. Og så er vi ude hos virksomheder og fonde og sige, kom nu og hjælp os med de sidste penge, så alle kan få en god jul.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik