New York Times, Time Magazine, Vox og Fox News er blandt de medier, der på det seneste har skrevet om regeringens "ghetto"-udspil. Foto: Jens Dresling - Ritzau Scanpix

Mjølnerparken og Tingbjerg stjæler overskrifter i verdens største aviser

Nogle af verdens største aviser retter fokus mod København og regeringens "ghetto"-udspil, hvor man kan tvinge børn fra familien 25 timer om ugen.

Nørrebro, Brønshøj og Greve omtales i nogle af verdens største aviser.

De tre byer er nået ud til verdenspressen i en artikel af den amerikanske avis New York Times, der besøgte Danmark for at sætte fokus på regeringens "ghetto"-udspil.

Jeg kan glæde mig over avisdækningen, hvis det kan være med til at få vores politikere til at indse, at ghettoplanen er så umenneskelig og udemokratisk, at de ændrer deres syn på det

Mohammad Aslam, formand i afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken

Avisen besøger og taler med beboere i Mjølnerparken på Nørrebro og Tingbjerg i Brønshøj, mens de slår vejen forbi en frisørsalon i Greve.

Med titlen In Denmark, Harsh New Laws for Immigrant ‘Ghettos’ (frit oversat 'Skrappe, nye love for immigrant-"ghettoer" i Danmark') ridser avisen regeringens udspil for udsatte boligområder op og taler med danskere, der både er for og imod udspillet.

Avisen taler med Rokhaia Naassan fra Mjølnerparken, der inden for få dage vil føde et såkaldt "ghetto"-barn, som regeringen kan anvende tvang mod og sende i vuggestue fra et-årsalderen, og med Barwaqo Jama Hussein, der er 18 år og bor i Tingbjerg. 

I Greve møder avisen Dorthe Pedersen i hendes frisørsalon, hvor hun og hendes klientel taler for regeringens udspil.

Læs også Borgmester vil have boligområde fra egen kommune med på omstridt liste

En lang række udenlandske medier skriver om regeringens udspil, efter New York Times besøgte Mjølnerparken, Tingbjerg og Greve. Foto: Screendumps fra Vox.com, TheTimes.co.uk, Time.com, SBS.com.au og Foxnews.com.

Spredt sig til en række aviser

Blandt de 22 forslag til udspilspakken er der særligt et, der får opmærksomhed. Det er reglen om, at man kan tvinge børn fra et-årsalderen fra familien og i vuggestue mindst 25 timer om ugen, hvor barnet skal lære "danske værdier".

Og det er ikke bare New York Times, der stiller skarpt på de skærpede tiltag fra regeringen.

En stribe andre af de største medier i udlandet skriver i kølvandet på New York Times-artiklen fra i mandags om regeringens tiltag i boligområderne.

Medier som Time Magazine, Daily Mail, Vox, The Times, Business Insider, Fox News, SBS og Süddeutsche Zeitung har samlet historien op og skriver således om udspillet. 

Læs også Fra ghetto til græsplæne: Fodboldskole hitter blandt børn i udsatte boligområder

Beboerformand vil bruge opmærksomhed konstruktivt

Hos afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken ser man både fordele og ulemper ved opmærksomheden fra de store aviser.

Det her er måske det første skridt i den forkerte retning. Og politikerne kan måske ikke se, hvor vi er på vej hen, og hvor vi vil ende

Mohammad Aslam, formand i afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken

På den ene side mener man, at artiklerne er et tiltrængt indspark i debatten med nye, udenlandske brillers syn på sagen.

På den anden side frygter man, at den negative omtale kan være med til at splitte befolkningen yderligere.

- Jeg kan glæde mig over avisdækningen, hvis det kan være med til at få vores politikere til at indse, at ghettoplanen er så umenneskelig og udemokratisk, at de ændrer deres syn på det, siger Mohammad Aslam, der er formand i afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken. 

- På den ene side kan vi være glade, når vi hører om internationale medier støtter op om menneskerettigheder og frihedsrettigheder. På den anden side kan jeg være ked af, at vi omtales så negativt som danskere, siger han.

Han håber, at den internationale nyhedsdækning kan få politikerne til at revurdere, hvilke konsekvenser udspillet kan komme til at få.

- Det her er måske det første skridt i den forkerte retning. Og politikerne kan måske ikke se, hvor vi er på vej hen, og hvor vi vil ende. Mange har jo talt om og trukket paralleller til 1930’ernes Tyskland, hvor jøderne blev gjort til syndebuk for alle samfundets problemer. Man kan frygte, at det er det, der er ved at ske her, siger Mohammad Aslam.

En ny vinkel på "ghetto"-debatten

Den artikel, der var i New York Times, startede i beboerens perspektiv. Det synes vi har manglet i den danske mediedækning

Marie Christensen, en del af Almen Modstand

Den nystiftede forening Almen modstand, der er sammenslutning af beboere fra forskellige afdelinger af det almene boligbyggeri, står bag Initiativet for Retfærdig Boligpolitik og arrangerer i september måned en landsdækkende demonstration mod regeringens udspil.

Her byder man udlandets artikler velkomne, særligt fordi

- Den artikel, der var i New York Times, startede i beboerens perspektiv. Det synes vi har manglet i den danske mediedækning. I artiklerne har man meget fokus på den diskriminerende del af lovgivningen, som er meget exceptionel og absurd, siger Marie Christensen, der er en del af bevægelsen.

Med udlandets øjne rettet mod Danmarks social- og boligpolitik vil bevægelsen nu forsøge at anvende den aktuelle mediedagsorden aktivt. 

- Vi har talt om at bruge noget mere energi på at oversætte noget mere oplysningsarbejde til engelsk. På den måde kan vi måske få opmærksomhed fra udlandske medier og spærre det internationale samfunds øjne endnu mere op for, hvad det rent faktisk er, regeringen har gang i, siger Marie Christensen.

Der er i alt 22 punkter i regeringens ghettoudspil 'Ét Danmark uden parallelsamfund - Ingen ghettoer i 2030'. En stor del af de 22 initiativer er blevet vedtaget, mens der i efteråret forhandles videre om vedtagelse af de resterende.

Læs også Tidligere ghetto kæmpede sig af listen