Mistillid til politiet i boligområder

I et åbent brev til justitsministeren slår landets største boligselskab, Lejerbo, nu alarm om forholdene i deres københavnske bolig-afdelinger, hvor der ifølge selskabet breder sig en mistillid til politiet, skriver Berlingske.

Beboere, afdelingsbestyrelser og ejendomsfunktionærer føler i stigende grad, at de ikke bliver taget alvorligt af ordensmagten, og Lejerbo henviser til en række konkrete eksempler på sager - for eksempel tyveri og trusler om vold - hvor politiet ifølge Lejerbo ikke har reageret eller fulgt op på anmeldelser om kriminalitet.
»Vi føler, at vi ikke bliver taget alvorligt, men bliver henvist til at klare os selv. Selvfølgelig har vi et ansvar for det boligsociale arbejde, men vi er ikke kompetente og har ikke bemyndigelse til at udføre politiarbejdet. Vi er nødt til at stole på, at politiet hjælper os her,« siger Jan Hyttel, formand for Lejerbo København til Berlingske, der tæller 5.500 boliger, både i udsatte områder som Mjølnerparken og Aldersrogade, men også i boligafdelinger på blandt andet Christianshavn og Østerbro.

Jan Hyttel bider mærke i den tendens, Berlingske omtalte i fredags, om at færre unge i de udsatte boligområder sigtes for kriminalitet end tidligere.
»Det er sikkert også rigtigt flere steder, men på den anden side, hvis politiet ikke tager imod anmeldelser, falder antallet af sigtelser, selv om kriminaliteten ikke gør. Så har vi i stedet et mørketal,« pointerer Jan Hyttel.

Medarbejderne er bange
En konsekvens af mistilliden til politiet er ifølge formanden, at beboer-demokrater og medarbejdere i flere områder reelt ikke tør håndhæve husordenen og eksempelvis gribe ind over for ulovlig knallertkørsel eller anden ballade - de er bange for repressalier som at få ridset biler eller skåret dæk op.

Administrerende direktør Jesper Nygård fra boligselskabet KAB, der har ca. 22.000 boliger i København, deler ikke et »så dramatisk billede« som Lejerbo og understreger, at der generelt er god dialog med politiet, bl.a. via et særligt partnerskab i Tingbjerg.
»Vi oplever måske, at politiet kunne være mere synlige. De har prioriteret den alvorlige kriminalitet op, og det er nok sket lidt på bekostning af at være Hr. og Fru Danmarks politi. I Tingbjerg har vi dog set positive resultater, så politiet er lige meget til stede, når der er ballade, og når det er hverdag,« siger han.

Københavns politidirektør, Johan Reimann, ønsker ikke at kommentere det åbne brev, som han ikke har set, men understreger, at han ikke oplever en mistillid hos borgerne:
»Jeg kan ikke genkende billedet af, at der ikke skulle være tillid til politiet. Det er jo noget, vi løbende måler på. Og vi har et fint samarbejde, ikke kun med Lejerbo, men også med andre boligselskaber,« siger han.

Heller ikke justitsminister Morten Bødskov (S) vil kommentere brevets specifikke indhold, da han endnu ikke har set det.
»Men det er generelt min opfattelse, at politiet har et tæt samarbejde med blandt andet boligorganisationer om problemer i politikredsene. En særlig prioritet i den nye politi-aftale er lige nøjagtig et forstærket samarbejde og en styrket politimæssig tilstedeværelse i områder, hvor der er problemer,« siger han og peger på, at politiet blandt andet skal lave lokale operationsplaner samt målrette indsatser mod de mest aktive kriminelle i boligområderne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik