Et billede fra aktionen i nat. Foto: Local Eyes

Mistænkt serievoldtægts-mand varetægtsfængslet

En 32-årig mand, der er sigtet for at have begået tre voldtægter, er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 32-årig mand, der er sigtet for at have begået tre voldtægter, er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Helsingør.

Det oplyser pressetalsmand ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til TV2 Lorry.

Den 32-årig mand er sigtet for at have voldtaget tre kvinder på 66, 55 og 56 år.

Voldtægterne er sket torsdag i Hundested, onsdag i Frederiksværk og den 27. juli i Kolding, oplyser Henrik Suhr til TV2 Lorry. 

Politiet anholdt den 32-årige natten til fredag under en større politiaktion i et sommerhuskvarter i Hornbæk.

Læs også Politiaktion i sommerhusområde: Mand sigtet for tre voldtægter

Kan være flere ofre

Manden, der oprindelig kommer fra Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg, blev anholdt omkring klokken tre om natten, da betjente troppede op i et sommerhus, hvor han opholdt sig. 

Ifølge Henrik Suhr skal politiet nu til bunds i sagerne, som muligvis kan tælle flere end de tre, som manden allerede er sigtet i.

- Nu har vi fået fanget en formodet gerningsmand og fået ham varetægtsfængslet. Nu begynder så arbejdet med at få efterforsket, om der er andre lignende sager, han kan sigtes i, siger Henrik Suhr til TV2 Lorry.

Nordsjællands Politi har nu udsendt et signalement af den 32-årige mand.

- Vi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan genkende signalementet i lignende sager, siger Henrik Suhr. 

Signalement 

Mand af bosnisk oprindelse,
32 år,
cirka 175 cm høj,
spinkel af bygning,
mørkt kort hår der er kortere i siderne,
tatoveret på venstre side af halsen med bl.a. navnet ”Betina”,
sort plet under højre øje.

Kilde: Nordsjællands Politi