Mistænkt: Knivstik var selvforsvar

Den 48-årige mand, der tirsdag aften ved 21-tiden blev anholdt og sigtet for forsøg på manddrab, har i et grundlovsforhør ved retten i Hillerød erkendt at have stukket en 42-årig mand i brystet med en 15 centimeter lang kokkekniv på Torvet i Frederiksværk.

Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Manden siger dog, at det skete i selvforsvar. Han nægter sig skyldig i forsøg på maddrab. Det skriver SN.dk.

Grundlovsforhøret begyndte klokken 13 onsdag, og dørene blev lukket umiddelbart efter, at sigtelsen var blevet læst op.

Den 48-årige, der ligesom offeret er kendt af politiet, meddelte gennem sin forsvarer, at han ikke ville svare på yderligere spørgsmål i retten, men at han vil vente til hans egen forsvarer kom hjem fra ferie.

Den 48-årige mødte frem i retten klædt i en blå engangsdragt og med bare tæer i et par blå plastic-overtræk. Han haltede og tog sig til ryggen, da han gik ind i retslokalet. Dommeren valgte at lukke dørene af hensyn til politiets videre efterforskning, blandt andet afhøring af en række vidner til knivstikkeriet.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik