Mistænkt indbrudstyv er blevet fængslet

Jagten på tre formodede indbrudstyve standsede S-togtrafikken ved Jægersborg en time lørdag aften. Nu er en af mændene varetægtsfængslet.

En cirka 25-årig rumænsk mand, der lørdag aften blev anholdt efter en politijagt på baneterrænet ved Jægersborg Station nord for København, blev søndag varetægtsfængslet i 15 dage. Han er sigtet for forsøg på indbrud.

To andre mænd, der undslap jagten, er fortsat på fri fod.

Politiet mener, at de tre mænd forsøgte at begå indbrud i en lejlighed i Jægersborg Allé i Gentofte.

Med politiet i hælene flygtede mændene ned på jernbaneterrænet, og ordensmagten måtte standse S-togtrafikken. Også trafikken på lokalbanen mellem Jægersborg og Nærum var berørt af togstoppet.

Kort før klokken 21 lørdag aften blev den ene formodede tyv fundet af en hundepatrulje og anholdt, og togtrafikken blev genoptaget.

Ved grundlovsforhøret søndag ved Retten i Lyngby nægtede manden sig skyldig, og hans forsvarer kærede fængslingen til landsretten.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik