Misrøgtede hunde skal ikke tilbage til ejer: Det er en festdag

14 misrøgtede hunde blev i slutningen af maj fjernet fra deres ejer. Nu har politiet afgjort, at hundene ikke skal tilbage til ejeren.

14 hunde der den 22. maj blev fjernet fra deres ejer på Lolland, skal ikke tilbage til ejeren igen. Det har politiet afgjort.

Da hundene blev indleveret hos Dyreværnet i Rødovre, var flere af dem smurt ind i afføring, havde rådne tænder, var meget tynde og i meget dårlig stand. 

- En har store sten, der kommer ud af blæren med tisset, flere har pilrådne tænder og rigtig meget betændelse og nogle af dem kan dårlig nok gå, fordi deres bevægeapparat er i så dårlig tilstand, fortalte direktør for Dyreværnet i Rødovre, Rikke Christensen-Lee til TV 2 Lorry d. 24. maj.

Her knap seks uger senere er hundene i meget bedre stand og afgørelsen om, at de ikke skal tilbage til ejeren glæder direktøren for Dyreværnet. Hun kalder det en festdag.

- Den her sag er gået over al forventning. Vi er rigtig glade for, at politiet og Fødevarestyrelsen har samarbejdet og givet os medhold i, at hundene havde det så dårligt, siger Rikke Christensen-Lee. 

Skal have nye ejere

De 13 chihuahua-blandinger og en Dansk Svensk Gårdhund, har fået et omfattende dyrlægetjek og mange af dem har fået tandoperationer. 

Nu skal de have nye hjem. Og selvom de havde det dårligt, da de blev indleveret, så skal de nok få det godt hos nye ejere, mener direktøren. 

- De her hunde kan allesammen få et godt liv fremover. Nogle af dem har nogle benproblemer eller hjerteproblemer, man skal tage hensyn til. Men alle tandproblemerne er de heldigvis kommet sig over, så de har en super god mulighed for et godt liv, siger direktøren for Dyreværnet. 

Hvis du er interesseret i at adoptere en af hundene, kan du læse mere om det her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik