Mishandlede dyr tvangsfjernet

To tyrekalve blev fredag fjernet fra en gård, der kun er alt for godt kendt af politiet. Dyrenes Beskyttelse frygter, at finanskrisen forringer dyrevelfærden, skriver Frederiksborg Amts Avis.

30 centimeters blanding af lort og urin var, hvad to tyrekalve måtte stå og ligge i på en gård i Humlebæk, indtil Dyrenes Beskyttelse og Nordsjællands Politi fredag fik fjernet dyrene.
- De stod i det værste svineri og var smurt ind i deres eget lort. Dyr skal kunne stå tørt og have adgang til frisk drikkevand og foder, men her var ingen af de krav opfyldt, fortæller Haagen Jørgensen, som er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Fredensborg og Humlebæk.
Forinden fredagens tvangsfjernelse havde Dyrenes Beskyttelse fået flere bekymrede henvendelser vedrørende gården på Dageløkkevej. Det fik områdechef Niels-Jørn Sloth til at reagere hurtigt, da gården flere gange har været impliceret i dyrevelfærdssager.
Niels-Jørn Sloth mødtes derfor med Haagen Jørgensen samt politiet og en dyrlæge på gården fredag morgen. Her konkluderede dyrlægen, at forholdene var »i strid med normal hold af dyr«, og Falck blev tilkaldt for at køre kalvene væk.
Selv om denne sag hører til de mere sjældne herhjemme, så er Niels-Jørn Sloth og de andre i Dyrenes Beskyttelse dog ekstra på dupperne for tiden.
- Jeg kan da godt fortælle, at vi har skærpet opmærksomhed mod, hvad der foregår på landejendommene for tiden. For hvis krisen kradser, kan det meget vel være foder og anden pleje af dyr, der går tabt først, fortæller han.