Ministerium hugger bremsen i for Københavns bycykelmonopol

København må ikke lave særlige regler for private udlejningscykler. Det slår Transportministeriet fast i brev til kommunen.

Mandag var det planen, at Københavns Teknik- og Miljøudvalg skulle tage stilling til nye retningslinier for private udlejningscykler.

De nye regler skulle blandt andet medføre, at udlejningscykler, som eksempelvis Donkey Republic leverer, ikke længere måtte parkeres ved stationer, og at de slet ikke måtte udlejes indenfor den centrale middelalderby. 

Men de planer blev bremset godt og grundigt af Transportministeriet.

Fire timer inden mødet blev indstillingen om et nyt regelsæt til private bycykler fjernet fra dagsordenen efter kritik fra ministeriet.

Ministeriet er uforstående

quote Det virker som en unødig besværlig øvelse, man gør sig i Teknik- og Miljøforvaltningen på at holde en bestemt aktør ude af bestemte områder i byen.

Mette Annelie Rasmussen, Medl. Teknik- og Miljøudvalg, København, Rad. V. 

Op til Teknik- og Miljøudvalgets møde modtog Teknik- og Miljøforvaltningen et brev fra Transportministeriet med skarp kritik af udvalgets planer om, at forhindre private udlejningscyklers færden på Københavns cykelstier.

I et brevet satte ministeriet spørgsmålstegn ved, hvilken forskel de nye regler ville gøre for parkeringstilgængeligheden:

- Det fremgår af forvaltningens egne tal, at københavnerne har omkring 675.000 cykler, og der i forhold til det tal er ca. 800 af den nye type udlejningscykler, eller hvad der svarer til 0,12 pct. i forhold til københavnernes cykler.

- På den baggrund har ministeriet vanskeligt ved at forstå, at den type udlejningscyler skulle udgøre nogen væsentlig ændring i forhold til den samlede cykelparkering ved f.eks. stationer. Det synes derimod at indikere, at der i det hele taget ikke er nok cykelparkering i forhold til antallet af cykler i København, står der i brevet.  

Mette Annelie Rasmussen, medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Radikale Venstre, er glad for, at indstillingen blev trukket tilbage. Hun ser den tilbagetrukkede indstilling som en sær øvelse, der forsøger at holde bestemte aktører ude: 

- Det virker som en unødig besværlig øvelse, man gør sig i Teknik- og Miljøforvaltningen på at holde en bestemt aktør ude af bestemte områder i byen. Vi så hellere et scenarie, hvor vi fandt ud af, hvor bycyklerne kan være. Ellers mister København mulighed for at indrette sig som en stærk spiller i en fremtid med deleøkonomi. Vi skal finde en model, hvor der er plads til flere aktører, siger hun. 

Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling ville sætte nye krav til bycykler, som eksempelvis Donkey Republic, men det fik transportministeriet sat en stopper for.
Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling ville sætte nye krav til bycykler, som eksempelvis Donkey Republic, men det fik transportministeriet sat en stopper for.
Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

Umulige vilkår

Ministeriet skriver yderligere i brevet, at de vurderer udvalgets indstilling om forbud mod parkering på stationer, som et udtryk for, at udvalget forsøger at stille umulige krav til private cykeludlejningsvirksomheder, da brugerne vil fravælge udlejningscyklerne, hvis ikke de er tilgængelige ved stationerne:

- Efter ministeriets vurdering vil sådan et forbud indebære, at en tilladelse reelt ikke vil være anvendelig for udlejningsvirksomheden, da udlejning af cykler til særligt pendlere sker ved stationer. Det må derfor have formodningen for sig, at pendlere vil fravælge ordningen, skriver ministeriet.

Derfor opfatter ministeriet, sammenholdt med Københavns Kommunes egen hvide bycykel, som holder ved stationer i København, indstillingen som et reelt forsøg på at tilgodese en markedsaktør frem for en anden. 

Nu venter Mette Annelie Rasmussen på, at forvaltningen vender tilbage med en ny indstilling: 

- Det var fornuftigt, at forvaltningen trak stikket på diskussionen og fik en tænkepause. Hvis man som politiker kan ønske sig noget, er det, at man sætter sig med de forskellige aktører og finder en løsning. Det er super vigtigt, at vi får taget hul på delebyskonceptet, fremfor at hænge fast i monopolagtige rammer, som hører fortiden til, siger hun. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik