Foto: Lorry

Minister vil visiterere museumsgæster

Når man besøger landets museer skal man fremover være parat til at få undersøgt både taske og jakkelommer.

I hvert fald hvis det står til Kulturminister Marianne Jelved (R), som med et nyt lovforslag nu vil visitere besøgende på landets museer.

Det fortæller Kulturen på NEWS. Og lovforslaget bekymrer Morten Mørkeberg, der er gæst på Nationalmuseet.

-Det er ubehageligt, at man lige pludselig kan risikere, at nogen skal tage på en. Det er lidt grænseoverskridende, siger Morten Mørkeberg til Kulturen på NEWS.

Ministeren har fremsat lovforslaget i Folketinget, og hvis hun får sin vilje, risikerer tilfældige museumsgæster at blive stoppet af kustoder eller andre museumsansatte, der med loven i hånden kan insistere på at rode jakkelommer, pakker og tasker igennem. I dag er det en opgave for politiet, og forslaget møder da også massiv kritik:

-Det er at skyde gråspurve med kanoner. Jeg har svært ved at tage det helt alvorligt. Vi mangler enhver form for dokumentation for, at der er behov for det. Altså dokumenteret belæg for behovet, og det burde man fremlægge, når man vil lave noget så vidtgående som det her, siger formand i Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, til Kulturen på NEWS.

Marianne Jelveds forslag skal sikre museerne bedre mod tyveri, som det Rigsarkivet blev udsat for sidste år. Derfor foreslår hun, at der til hver en tid skal kunne indføres visitationszoner på et givent museum. Men problemet er, ifølge Bjørn Elmquist, at Kulturministeriet ikke har et samlet overblik over, hvor stort omfanget af tyverier fra landets kulturinstitutioner er.

Regeringen skal da heller ikke regne med opbakning fra landets største parti, Venstre. Partiets kulturordfører Michael Aastrup Jensen ser flere problemer i forhold til museumsgæsternes retssikkerhed:

-Derfor er vi betænkelige ved, at det er almindelige museumsansatte, som skal have ret til at visitere de besøgende efter for godt befindende. Det er at gå over stregen, siger Michael Aastrup Jensen.

Han vil i lighed med resten af Folketinget gerne sikre den danske kulturarv på landets museer, men han vil ikke være med til at "give carte blanche til at visitere folk". Regeringen skal heller ikke regne med opbakning til venstre i Folketingssalen. Enhedslisten vil ikke stemme for, før de retssikkerhedsmæssige aspekter af loven er afklaret:

-Det er underligt, at man skal visitere alle mennesker. Som udgangspunkt er der tusindvis af mennesker, som kommer på museer uden at ville stjæle noget som helst. Det er ærgerligt, hvis de skal have en dårlig oplevelse. Vi skal derfor finde ud af, om det retssikkerhedsmæssigt er okay, siger Enhedslistens kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr til Kulturen på NEWS.

Han vil derfor have eksperterne til at se på lovforslaget. Eksperter, som Kulturministeriet i første omgang ikke ville høre. Blandt eksperterne er Institut for Menneskerettigheder og Retspolitisk Forening, og hos sidstnævnte har Bjørn Elmquist ikke noget positivt at sige om Marianne Jelveds forslag.

-Vi vender tommelfingeren nedad og siger nej - det er for dårligt, slutter formanden for Retspolitisk Forening til Kulturen på NEWS.