Minister vil gøre 3.g.-opgave lettere

Gymnasieeleverne skal have lettere ved at skrive den store opgave i 3.g. Det siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) til RadioNyhederne.

Kritikken er haglet ned over det såkaldte studieforberedende
projekt, som de ældste gymnasieelever for første gang afleverede
kort før jul. Efter gymnasiereformen strækker opgaven sig over
to uger i stedet for én, og eleverne skriver nu i to fag i
stedet for ét. Gymnasierektorerne sammenligner den med en
universitetsopgave, og eleverne selv råber på mere vejledning.

Nu åbner undervisningsminister Bertel Haarder op for
forbedringer:- Det lyder rigtigt, når gymnasierektorerne
foreslår, at opgaven skal være på en uge i stedet for to uger,
for det er voldsomt med to uger, siger Bertel Haarder til
RadioNyhederne.

Mens Danske Gymnasieelevers Sammenslutning efterlyser
vejledning i opgaveperioden, så taler gymnasierektorerne dog
imod sådan en løsning.

- Det skulle jo helst være sådan, at man i 3.g. selv er i
stand til at skrive den større skriftlige opgave, for det må jo
være sådan, at når man skal læse videre, så er det ikke
forældrene, der skal lave opgaverne. Det er eleverne selv, siger
gymnasierektorernes formand Peter Kuhlman til RadioNyhederne.

Men her kommer undervisningsministeren eleverne til
undsætning:
- Hvis eleverne kommer ind på de videregående uddannelser, vil
de jo have mulighed for at få vejledning på forskellig vis, og
det skal man vel også have på et gymnasium, siger Bertel
Haarder.

Til sommer skal han rådføre sig med en følgegruppe, der skal
evaluere den nye gymnasiereform. Men Haarder tror, at det er
realistisk, at ændringerne er trådt i kraft, allerede når
3.g.-eleverne skriver studieforberedende projekt næste skoleår.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik