Minister tager kampen op mod luftforurening

Onsdag præsenterer miljøministeren en ren luft-pakke. Bybusserne i København skal blandt andet forbedres.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) præsenterer onsdag en ren luft-pakke, hvor der er afsat 149 millioner kroner til at bekæmpe luftforureningen i Danmark.

74 af millionerne skal gå til nye rensesystemer til bybusserne i København.

- Vi kan rulle de her nye rensesystemer ud i løbet af 2014, og derfor forventer vi, at vi kan få den ønskede effekt i 2015. Den fulde effekt af pakken vil kunne registreres i 2016. Men det vil efter vores vurdering være tilstrækkeligt for at leve op til grænseværdierne i 2015, siger ministeren til Ritzau.

Danmark lever i dag ikke fuldstændig op til EU's krav til luftkvaliteten. Men det skal "Ren luft til danskerne" lave om på.

De nye rensesystemer til busserne vil reducere bussernes forurening med 80 procent, og det vil ifølge ministeren betyde, at Danmark kan overholde de grænseværdier, der er for udledning af kvælstofdioxid (NO2) i København i 2015.

Men seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen fra interesseorganisationen Det Økologiske Råd mener ikke, at det vil være nok. Han siger til Politiken, at busserne står for 10 procent af forureningen. Men for at leve op til grænseværdierne skal forureningen bringes ned med 20 til 30 procent.

Det afviser Kirsten Brosbøl imidlertid.

- Det er ikke en vurdering, eksperterne i Miljøministeriet deler.

Teknologiernes effekt er blevet forbedret voldsomt. Og vurderingen er, at vi med de nye renseteknologier vil være i stand til at leve op til grænseværdierne, siger hun.

Ud over bybusserne er der sat penge af til at bekæmpe luftpartiklerne.

- Halvdelen går til busser. Den anden halvdel går til en partikel-indsats. Partikler er noget af den forurening, der giver de største sundhedsproblemer i forhold til at forårsage eksempelvis lungekræft, astma og bronkitis, og derfor målretter vi de 75 millioner kroner mod en partikel-indsats, siger Kirsten Brosbøl.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik