Minister roser lokal jagt på rockere

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) roser Køge Kommunes intensive jagt på rockere, der mistænkes for socialt bedrageri og skatteunddragelse, og vil ikke udelukke, at de lokale task-force-grupper vil blive sat ind i den kommende jagt på 175 udvalgte medlemmer af både rockerbander og indvandrerbander over hele landet, skriver DAGBLADET Køge.

Task force-grupper består af repræsentanter fra politiet,
skattemyndigheder og de sociale myndigheder.
- Jeg har aftalt møde med skatteministeren midt i februar for
at få tilrettelagt, hvordan vi skal gribe det an. Jeg kan stille
politi til rådighed, og skatteministeren kan stille
skattemedarbejdere til rådighed, men jeg kan ikke svare på, om
vi også skal trække på de sociale myndigheder. Det er blandt
andet det, vi skal finde ud af, siger Brian Mikkelsen.
- Han er på ingen måder afvisende overfor en eventuel
inddragelse af de både kommunale og regionale task
force-grupper, som har efterhånden mange års gode erfaringer med
den såkaldt Al Capone-metode, der sætter spørgsmålstegn ved
rockermedlemmers luksustilværelse, når de er på kontanthjælp
eller opgiver en forholdsmæssig beskeden lønindkomst.
- Jeg ved, at blandt andet Køge har gode og effektive
resultater, og at det samme gør sig gældende andre steder i
landet, siger justitsministeren.
De 175 bandemedlemmer, der vil blive jaget vildt, vil én efter
én få endevendt alt omkring deres økonomi og måske ligesom
gangsteren Al Capone blive fældet på skatteunddragelse eller
socialt bedrageri.
I følge Brian Mikkelsen er de fordelt over hele landet og
tilhører gruppen, som ligger lige under bandeførerne. Dem er der
med justitsministeren ord efterhånden er nogenlunde tjek på.
- Nu gælder det de 175 medlemmer på niveau 2, der fører sig
frem med guldkæder og dyre biler og er forbilleder for deres
yngre søskende, siger han med speciel adresse til de kriminelle
indvandrerbander, der ligesom rockerbanderne er kendt for
narkohandel, afpresning og direkte vold, men som med større held
vil kunne knækkes af beviselig skatteunddragelse og beviseligt
socialt bedrageri.